Villeréal – endelig fik vi besøgt den fine fæstningsby

Det er allerede halvanden uge siden vi vendte hjem til Danmarks grå og våde vejr og jeg har omtrent glemt hvordan det er, når man kan leve livet udendørs. Vi er inde det meste af dagen og når vi når til aften, har vi enkelte dage været heldige, at vejret har været til at trække udenfor, men de fleste aftener er tilbragt indenfor, fordi det enten regner eller er for koldt til andet end lukkede døre.

I Dordogne var det anderledes. Vi levede livet udendørs. Vi var kun indenfor om natten og havde der været en udendørs sovemulighed, havde vi sikkert benyttet den, for det var sommer, som sommer gerne må være i min bog; tørvejr og varmt og godt.

Da temperaturen endelig faldt til nådige tredive grader

En aften besluttede vi os for, at vi skulle besøge en lille by, som sidste år blev berømmet af vores værter. Vi var i byen et par gange sidste år, men kun kort og i udkanten, så med al den ros, den fik sidste år, ville vi i år give den en chance.

Villeréal er en af de mange velbevarede fæstningsbyer i Frankrig. Den ligger smukt i det bakkede landskab mellem Bergerac og Agen og en aften, hvor temperaturen igen var ved at være til bevægelse, kørte Kenneth og jeg ind og parkerede i en af de retvinklede gader. Et kig rundt gav os et pejlemærke til returneringen til bilen, men så var vi også på vej.

Fæstningsbyer er rimeligt nemt genkendelige med deres stringente layout og vi var klar over, at der i bymidten formentlig lå en eller anden form for midtpunkt, vi kunne tage udgangspunkt i. Som oftest er det overdækket marked – la Halle – og således var det også her. Et smukt, overdækket marked kom til syne, da vi var kommet et kort stykke op ad gaden, vi parkerede i.

Historien om Villeréal er, at Gaston de Gontaut-Biron i det herrens år 1265 måtte afstå et større område i skoven ved Montlabour til greve Alphonse de Poitiers. Greven havde nemlig besluttet, at det var her den nye Bastide de Villeréal skulle bygges og sådan blev det.

I løbet af 4 år fik greven manifesteret sin magt. Det lykkedes at overbevise en vild og uregerlig lokalbefolkning om fortræffelighederne ved at bo i en by, med den sikkerhed, ro og orden, der herskede indenfor bymurene. Den nye fæstningsby lå klar omkranset af en 7 meter bred voldgrav. Byen var uindtagelig. Næsten skulle det vise sig …

Den eneste rest efter voldgravene er for øvrigt den vej, vi kører på, når vi ankommer til byen. Det er de gamle og nu sløjfede voldgrave, der er forvandlet til byens ringvej.

Villeréal er planlagt helt efter bogen.

Bastides eller fæstningsbyer stammer tilbage fra det 13. og 14. århundrede. Størstedelen af Frankrigs befolkning boede spredt, uoplyst og i lykkelig uvidenhed. Den slags går jo slet ikke.

Adelen ønskede at nå til alle hjørner af Frankrig. De ville have bedre styr på en befolkning, som boede så spredt, at det var vanskeligt at udøve magt. Den slags bryder magthavere sig ikke om, så bygge ville de og så ville de for øvrigt også gerne beskytte sig mod den engelske invasion. Fæstningsbyer var oplagte og en måde at beskytte egne interesser på.

Det sidste lykkedes jo ikke rigtigt med Villeréal. Byen var besat af englænderne i 174 år, men der kom ikke kun skidt af det. Edward den 1. indførte f.eks. torvedag hver lørdag i alle de franske byer, der var under engelsk herredømme.

Man kommer ingen vegne i Dordogne (og måske i virkeligheden størstedelen af Frankrig) uden at støde ind i de ugentlige markeds- eller torvedage, som for mit vedkommende altid har været en højt skattet fransk tradition. Villeréal har en af de smukkeste, overdækkede markedspladser, jeg har set.

La Halle er opførst i slutningen af det 14. århundrede. Den har det smukkeste bindingsværk og et usædvanligt imponerende spær-arbejde, når man bevæger sig ind under taget. Jeg var meget fascineret og jeg kan aldrig undlade at forestille mig alt det liv, der er levet i nærheden af eller under disse store, ormeædte piller.

Spejderne var en lille del af en stor gruppe, som mødtes på torvet. Da de var fuldtallige, monterede de rygsækkene, greb hver en vandrestav og begav sig syngende ud af byen. Det så skønt ud og sikke herligt at se en flok glade, forventningsfulde drenge drage ud på eventyr.

Vi satte os på en lille bar lige overfor la Halle. Vi trængte til lidt koldt at drikke, for aftenen var fortsat varm den dag. Vi havde været oppe på næsten 40 grader tidligere på dagen, så vi var ikke de eneste, som nød, at vejret nu blev venligere stemt mod mennesker. Vi var flere, der sad stille og nød livet.

Ud fra caféen kom så pludselig en lille “Pelle Haleløs” af en hund. Ikke at han sådan var for alvor interesseret i kæl og klap. Han var – skulle det vise sig senere – drevet af noget helt andet, da han målrettet spadserede over gaden og forsvandt ind under le Halles tag.

Vi rejste os fra caféen og travede det lille stykke ned til byens kirke, som – helt usædvanligt for byens layout – lå i en skæv vinkel på pladsen bag torvet. Nu var vi endelig jo kommet til Villeréal. Kirken måtte beses og sådan blev det, inden vi fortsatte med at udforske byen. Tid er det allerfineste at have nok af. Det havde vi på årets sommerferie. Man er rig, når man har det.