Målet var Château d’Epenoux i Département Haute-Saône

Dag to af vores kør-selv-ferie tog udgangspunkt i vores overnatning på Hotel Bastei i Hahnenklee i Harzen. Vi spiste en solid morgenmad, pakkede bilen og så forlod vi stille og roligt det skønne, friske og smukke Harzen.

Målet var Frankrig eller nærmere bestemt Pusy-et-Épenoux, en lille landsby i Département Haute-Saône i regionen Franche-Comté – eller med andre ord, en lille by cirka 40 kilometer nord for Besançon, som måske er nemmere genkendeligt for de af os, som ind imellem kører ned gennem Europa.

Jeg havde fundet overnatning på et lille Tornerose-slot; Château d’Epenoux, som lå passende i forhold til de kriterier, jeg har, når jeg vælger overnatning: Ser der hyggeligt ud? Er der roligt? Kan vi have det rart der? Ligger det i en passende afstand til motorvejen?

Slottet opfyldte alle disse kriterier og tillige med så det helt forrygende dejligt ud og i tilknytning til slottet var en restaurant, som så aldeles tiltalende ud, så jeg glædede mig til at se, om det kunne leve op til mine forventninger.

Turen forløb helt uden dramatik. Det gik bare godt. Vi hyggede os stort ad store, brede motorveje og mindre, knapt så bombastiske motorveje. De bød på skiftende udsigter, men det var allerede meget tydeligt, at vi var godt på vej og pludselig var vi der, hvor vi skulle forlade motorvejen og begynde turen ind i baglandet.

De ture, hvor vi forlader motorvejen, er altid skønne. Motorveje er uundværlige, for man kan flytte sig hurtigt gennem Europa, men landeveje giver en anden oplevelse af ro og god tid og det holder jeg af.

Pludselig blev vi bedt om at standse af et motorcykelbetjent, der dukkede op ud af det blå. Han holdt midt på landevejen med hævet hånd, gav ingen forklaring, men sørgede bare for, at vi alle standsede og bad os så om at trække ud i grøftekanten. Vi undrede os, for der var ingen synlig grund til det medmindre en fra kvægflokken overfor var stukket af og til fare for trafikken …

Efter nogle minutter dukkede pludselig et MEGET bredt køretøj frem over bakken forude. Her var forklaring på, at vi måtte holde omtrent ude på en mark. Der havde ikke været plads til os OG køretøjet forude.

Da det var passeret og vi igen kunne komme ud på landevejen og videre, kørte vi nabo med flere kilometers kø, som var dannet af den langsomme og brede last. Godt vi skulle i den modsatte retning til det lille slot, som snart dukkede op i horisonten.

Åh, så fint det var og vi fik en skøn modtagelse på gårdspladsen, inden vi blev vist op på værelset – eller værelserne, som det skulle vise sig at være. De var altså rigtigt fine …

Kenneth fandt sig hurtigt til rette, men der er jo en forretning at passe – også på en sommerferie og det gik sagtens. Vi skulle bare have adgang til internet og det er der på Château d’Epenoux. Endda et fornuftigt et af slagsen.

Efter lige at have hygget og hvilet en halv times tid, trængte vi til at røre os, inden vi skulle besøge den restaurant, der ligger i tilknytning til slottet. Vi ville gå en tur i parken. Vi blev kraftigt opfordret til at tage en tur i poolen, men ingen af os havde rigtigt lyst. Vi trængte bare til at bevæge os – og landjorden var fin til det.

Slottets park er til fri afbenyttelse. Det er et virkelig dejligt område at gå en lille tur i. Overalt er smukke, skyggefulde alléer, grønne plæner og snoede skovstier at udforske.

Poolområdet var indbydende, men det fristede ikke mere, end vi bare fortsatte på landjorden. Vi skulle tidsnok komme til at bade alt det, vi gad, så vi travede videre ad stierne tilbage i retning af slottet, som snart dukkede op mellem træerne.

Slottet rummer både værelser i hovedhuset og små lejligheder i nogle af udbygningerne. Her afholdes i perioder maler-kurser og andre kreative og meditative kurser og det forstår jeg godt. Beliggenheden og omgivelserne er perfekte til den slags.

Vi satte os ved et af de hyggelige borde og slappede af, inden vi skulle over for at spise. Vi glædede os. Lé Table du Château skulle være formidabel. De to kvinder, som driver slottet, har hyret en meget dygtig kok til at styre og udvikle køkkenet, så der burde være grund til at være forventningsfulde. Vi elsker mad og vi elsker det i alle former og farver, så det behøver ikke nødvendigvis være nyt eller anderledes. Det skal bare være lavet med kærlighed til lige netop det at lave og servere mad for andre mennesker.

Vi blev bestemt ikke skuffede den aften.

Åh, som vi nød det hele. Det er dejligt at være noget frem til sit bestemmelsessted problemfrit og det er endnu skønnere, når det viser sig, at stedet er akkurat, som man har håbet på, så jeg var meget tilpas den aften. Alt levede op til mine forventninger. Maden var for øvrigt fantastisk – ligesom selskabet.

Restauranten var fyldt, da vi forlod den og gik ad bagvejen gennem lågen direkte ind til slottet.

Klokken var ikke meget efter 22, da vi var tilbage på værelset. Vi havde haft en virkelig skøn oplevelse med at ankomme til og siden udforske det lille Château og vi var blevet modtaget så omsorgsfuldt og venligt, at vi ikke kunne være andet end overordentligt tilfredse. Siden havde vi spist en vidunderlig middag på restauranten. Vi havde drukket champagne og skøn rosé. Vi var på alle måder mætte og nu begyndte vi også at mærke, at dagen havde været lang.

Oline havde eget tårnværelse, hvor hun trak sig tilbage til. Kenneth satte sig for lige at få lidt arbejde fra hånden og jeg indrettede mig på sengen med masser af puder i ryggen, åbne vinduer og lidt læsestof. Selskabet og en blid, lun sommeraften-brise gjorde det hele perfekt.

Der gik ikke lang tid, før jeg sov.

Næste dag spiste vi igen en skøn morgenmad på det lille château, inden vi begav os ud på det sidste stykke, inden vi ankom til vores bestemmelsessted i Dordogne. Igen en dagsrejse på omkring 700 kilometer. Lige tilpas, hvis du spørger mig.