Dordognesjalet, der nær led kvælningsdøden

På pladsen under parasollen, hvor jeg ofte startede mine morgener i Dordogne, var der varmt i løbet af ingen tid. Rigtig varmt. Så varmt, at jeg efter nogle dage opgav at strikke på min smukke, grønne cardigan i Linwool og i stedet tog et grundigt kig på hæklenålene i tasken.

Det er ligesom lettere at hækle i varmen, synes jeg.

Jeg følger mange på Instagram og flere af dem var gået i gang med et tæppe, som Lise Franck havde introduceret. Hun kalder det Colours and Squares. Et nemt projekt, som snildt kunne gøre det ud for et sommerprojekt, men jeg er ikke helt overbevist af den finish der kommer, når man skal hækle op langs stangmaskerne, så derfor blev idéen droppet. I stedet fik jeg øje på et lille sjal, hun havde hæklet. Det duede som projekt.

Jeg gik straks ind i tasken og fremdrog lidt tilfældigt nogle farver i CottonWool. Det kan jeg desværre ikke strikke i, men hækle kan jeg, så derfor skulle det naturligvis være den skønne kvalitet, der skulle holde for. Som tænkt, så gjort.

Efter et par dage, fik jeg uheldigvis sjalet, som jeg allerede havde døbt Dordognesjalet, i klemme i en dør…

Efter et par dage, fik jeg uheldigvis sjalet, som jeg allerede havde døbt Dordognesjalet, i klemme i en dør med det resultat, at der blev revet tråde over. Så kasserede jeg det. Fandt andet frem og gik i gang med et nyt projekt.

Efter nogle dage kom jeg forbi sjalet. Jeg samlede det op, kiggede grundigt på det og enedes med mig selv om, at med god vilje og en solid portion udholdenhed, kunne det reddes. Det lykkedes og snart var jeg i gang igen. I gang med lange rækker af stangmasker. Heldigvis er den slags meditativt og jeg skiftede hele tiden farve, så det blev først kedeligt til sidst, hvor jeg til gengæld placerede det – som det eneste projekt – i bilen, så jeg kunne hækle på det, når vi var ude på ture.

Sjalet har en skøn facon. Det bliver, hvor man placerer det. Det har måske mere karakter af et tørklæde end et sjal, men det er alligevel så bredt, at det rækker det lille stykke ned ad ryggen, som det skal for at varme helt rigtigt. Det falder også smukt, som du måske kan fornemme på det næste billede.

Jeg er faktisk meget tilfreds med det. Det liver op på en gråvejrsdag, men det har været grænseoverskridende svært for mig ikke at begynde at koordinere farverne, men i stedet lade dem være helt tilfældige i både kulør og rækkefølge. Det eneste jeg på forhånd bestemte var, at det skulle kantes med den grå, for at give roen til alle farverne.

Det er endt med at ligne Lises forlæg rigtig meget. Det er jeg rigtig godt tilfreds med, for jeg kunne lide hendes version. Tak for inspirationen, Lise :-)

Kommer jeg til at bruge det? Jeg tvivler, men det har intet med sjalets ellers skønne udformning at gøre, men mere med mig at gøre. Det sidder knaldgodt og tyngden fra materialet gør, at det nærmest giver et kram, når jeg placerer det på skuldrene. Ret lækkert faktisk.

Fakta:

Opskrift: Egen inspireret af Lise Franck.

Garn: Sjalet er hæklet i Blackhill CottonWool.

Nål: 3

Garnforbrug: I alt 249 gram.

Ny teknik: Ingen.

Vingefang: Cirka 165 cm målt i yderste bort hele vejen rundt.

Du kan se mere her.