Søndag er markedsdag i Issigeac

Søndag er markedsdag i Issigeac. En søndag i juli er der besøg af mange af regionens kurveflettere. Det er en begivenhed, de kalder Foire aux Paniers et à la Vannerie og det er altid sjovt, spændende og ikke mindst fristende at tage forbi den dag, så selvfølgelig skulle vi det. Det var for øvrigt også min sidste chance for at komme med på markedet, hvis vi skulle overholde planen for hjemrejsen til Danmark. Der var ikke flere søndage at tage af.

Markedet med fletterne ligger lidt for sig selv på pladsen mellem kirken Église Saint-Félicien d’Issigeac og Palais des Eveques de Sarlat (biskoppens palads).

Der er skygge mange steder på pladsen og i det hele taget i byen, for i Issigeac er der stadig plads til masser af gamle, omfangsrige og smukke træer i alle former og farver. Man forstår det, når man går i gaderne en varm sommerdag.

Kenneth satte mig af i starten af markedet og kørte ned for at parkere bilen. Jeg gik indenfor og fik hurtigt øje på mere end en fristende kurv. Det er smukke arbejder fletterne præsenterer. Nogle er meget kunstfærdige og derfor kostbare, mens andre er rettet mod hverdagsbrug og derfor mere rimelige i pris.

Jeg fandt snart en fletter efter min smag. Helt enkle kurve flettet i spåner, han lavede efter behov med noget, der lignede en bugthøvl. Han havde hjemmefra lavet en del, men passede ingen af dem, lavede han straks en ny, som passede. Han var fingernem og utrolig charmerende og ville gerne fortælle.

Han lavede de enkle, men kraftige kurve i alle størrelser, så det var bare at prøve og den slags er en alvorlig sag. Hans kone prøvede de første fire på min arm, inden jeg fik lov til at købe netop den, jeg havde fremdraget af bunken i første omgang.

Den var perfekt i størrelsen og passede rigtig godt til de indkøb, der ventede lige om hjørnet, men først ventede jeg på Kenneth og siden skulle vi sammen ind gennem hele markedet.

Kurvemagerne fylder godt i landskabet, når de kommer til byen. De arbejder, mens de falbyder deres varer og de er glade for spørgsmål.

Vi nød turen ind gennem mylderet og fortsatte forbi de sidste flettere og ind på selve markedet, som rummer stort set alt, hvad hjertet kan begære. Det er et af områdets bedste markeder og derfor utrolig velbesøgt.

Markederne er – i de 32 år, vi har rejst i Frankrig – gået fra at være et sted for indkøb af f.eks. alt fra køkkenudstyr til traditionelle sæber, fersk, friskslagtet kød og fjerkræ, delikatesser og lækker beklædning i hør og bomuld og til at være et sted, hvor man sælger billigt, importeret skrammel sammen med en smule grøntsager og lidt ost og pølse. Sådan er markeder flest i Frankrig, men i Issigeac er det fortsat kvalitetsprodukterne, der er i overtal og det er herlig oplevelse, at give sig i kast med boderne en søndag morgen i juli.

Økologiske varer er der rigtig mange af på markedet. Det er ikke spor vanskeligt at handle hverken grønt eller sødt. Det findes i flere varianter på markedet, som strækker sig hele vejen gennem middelalderbyen. Overalt hvor man kommer frem – og det er faktisk stor kunst overhovedet at komme det – er der små boder med handlende, der falbyder alt mellem himmel og jord og der er fristelser allevegne.

Butikkerne holder også åbent. Vi trådte ind i en af dem, fordi jeg fik øje på en skjorte. Sikke en skattekiste, vi endte i. Her var hør i lange baner og en indehaverske, som bare tog et kig på Kenneth og sagde, “Hvis du ikke finder, hvad du søger, får jeg det bare syet til dig og sendt til Danmark. Det er ikke noget problem“.

Kenneth ELSKER hør og det kunne hun se med det samme. Godt set, tænker jeg for der kunne godt være potentiale for en lille nebengeschæft nordpå og det er da meget godt spottet på en travl søndag med byen sort af mennesker. Hun var det mest elskværdige menneske og tog sig rigtig god tid, så Kenneth tog derfra med en skøn skjorte og en aftale om at komme forbi i ugens løb, så de sammen kunne finde ud af mere.

Jo, der er tæt trafik i gaderne i Issigeac på en søndag i juli. I hverdagen er her absolut ingen mennesker. Så er her plads til albuerne. Sådan kan jeg egentlig bedst lide det, men en søndag i Issigeac må man altså udholde tæt gåsegang eller smutte.

Vi fik købt lidt grøntsager, en ost og to stykker kage til eftermiddagskaffen. Hvorfor vi køber det sidste, forstår jeg ikke, for vi har spist grøntsagerne og osten, men kagen står faktisk altid tilbage. Også denne gang.

Vi elsker ost. Vi spiser masser af grønt. Vi foretrækker begge disse fremfor det søde, men jeg tror, at det er mig, der lader mig friste og skal jeg ellers vælge mellem forret, hovedret eller dessert – og der skulle vi efter sigende alle have en favorit – er jeg klart til hovedretten og dernæst forretten. Desserten er mig egentlig lidt ligegyldig. Hvad med dig?

Efter de sidste indkøb gik vi ad bagvejen ned gennem byen udenom de værste menneskemængder. Der er fordele ved at kende Issigeac. Det tog os kun et øjeblik, så var vi ved El Borini, som hver søndag har en særlig frokostmenu i anledning af markedet. Den snuppede vi i de skøne omgivelser.

Det var på høje tid, vi havde fundet vej ned til restauranten for indenfor ti minutter var der fyldt op og ingen ledige borde.

Vi sad skønt i skyggen under trækronerne og det var på høje tid at komme ned at sidde og ikke mindst få noget at drikke. Jeg havde glemt at drikke. Jeg prøvede at indhente det tabte, men det tabte indhentede mig senere på dagen, da jeg måtte kapitulere til en mild dehydrering og lægge mig med kvalme. Så kan jeg lære det.

Mens jeg ventede på, at Kenneth hentede bilen, kom en ældre mand forbi. Han indledte en konversation på et rivende fransk, hvilket jeg jo mildest talt ikke er dreven udi, men jeg formåede da at forstå en del, svarede med korte sætninger eller enstavelsesord og det synes at være tilstrækkeligt til, at han kunne fortsætte i et stykke tid. Til sidst opgav han dog. Jeg har nok været for kedelig at snakke med. Trods alt.

Internettet er for øvrigt helt umuligt. Vi har intet eller ind imellem så lidt, at der lige er hul til at skrive en mail. Det giver en uventet frihed, for egentlig var aftalen, at vi skulle arbejde en del mere, end vi gør. Vi kan ganske simpelt ikke i lange perioder. Det gør i grunden ikke så meget. Vi klarer os fint uden det der arbejde lige nu.

Vi puster sommervejr i jeres retning. Vi har hedebølge i disse dage. Vi sad ude i 32 grader i går aftes klokken halv ti, mens vi spiste virkelig lækker mad på en skøn restaurant i en fantastisk by, vi for alvor har opdaget i år, men mere om det en anden gang. I hvert fald har vi hedebølge. I dag skulle temperaturen nærme sig 40 grader, så de advarer om, at man skal holde sig til skyggen. Det gør vi, mens vi puster vejret nordpå, så I også kan få lidt sommer ♥