Beaumont du Perigord

I går var der overskyet og vi tog på en spontan tur ud i verden. Vi havde ikke faste planer, men en løs skitse, for Kenneth får jævnligt tilsendt salgsopstillinger på huse her i området. Ikke fordi vi overvejer at købe noget som helst, men mest fordi han finder det både sjovt og interessant.

Han havde fået tip om et skønt hus ikke mere end små 60 kilometer fra stedet her, men desværre havde han ikke adgang til adressen. Huset ville vi altså ikke kunne finde, men området kunne beses og det er da en fin grund til at tage på tur, hvis du spørger mig, så vi tog af sted lige over middag.

Vi passerede gennem mange skønne, små byer på vores vej ind gennem landet. Gennem en af byerne passerede vi en butik, som havde hængt håndflettede kurve udenfor på facaden. Det var en fin grund til at gøre holdt, så vi fandt en parkeringsplads i udkanten af byen og parkerede bilen.

Vejret var gråt, men skønt. Der var lunt og dejligt på trods af de rasende skyer, der passerede over vores hoveder, så vi gik ned mod byens centrum, for vi standser ikke i en by, uden at tage den i nærmere øjesyn. Der gemmer sig altid en overraskelse eller to.

Byen vi var endt i var Beaumont du Perigord, en skøn, lille fæstningsby grundlagt af Edward den 1. af England i det Herrens år 1272. Det vidste vi altså ikke, da vi parkerede, men det fandt vi ud af. Sikke en skøn, lille by. Fuld af smukke huse, herlige stræder og stier og i det hele taget fuld af stemning. Se bare …

Butikken ovenfor skulle vise sig at være den, der havde lokket os til byen, men dette var facaden på den anden side af boligkarreen og dermed havde vi absolut ingen anelse om, at det var den samme. Der var nok ti meter om til forsiden og ingen butikker er jo så brede, så vi passerede i god ro og orden… i første omgang.

For enden af gaden trådte man ind på byens torv. Der havde været marked denne morgen og formiddag. De var i gang med at rydde de sidste spor af vejen og der blev blandt andet fejet.

Vi fandt snart en café på torvet lige ved siden af kirken, som kunne servere en skøn kop Café au Lait. Dem kan de altså finde ud af at lave så tilpas, så den forsigtige kaffedrikker (mig) får lige præcis det skud kaffe, jeg tørster efter.

Vi havde udsigt til en af byens TRE frisører. De havde alle kunder i butikken, så der er altså tilsyneladende stadig plads til mange frisører i småbyerne i Dordogne. Byen havde også en blomsterhandel, en negleklinik, tre ejendomsmæglere, en slagter, et turistkontor, to caféer, mindst en restaurant og med garanti meget mere, vi slet ikke har set… og så var der jo den cirka ti meter lange/brede butik fra tidligere. Den nåede vi til efter en tur op af det, der vel kan betegnes som hovedgaden.

Smal, men rigeligt og heftigt trafikeret er den gade. Det føltes ind imellem som vi bevægede os op ad den med livet som indsats og du kan jo næsten fornemme på billedet ovenfor, hvor smal den er. Det tager bilisterne ikke hensyn til. De kører friskt til. Efter lidt flere meter nåede vi butikken med kurve hængende udenfor.

Her får du et lille kig tværs gennem butikken. Kvinden du kan se, står cirka midt i butikken og tæller for øvrigt små poser med søm og skruer.

Butikken havde ALT! Jeg mener det! Alt undtagen kolonialvarer. Det er i hvert fald ikke helt skævt. Se selv …

Efter besøget i butikken – og det tog altså sin tid – tog vi retning af bilen. Vi ville videre ind i landet. Vi havde jo et område, vi gerne ville besøge. Der var stadig mange kilometer at køre ad små, snoede landeveje langs smukke og stemningsfulde byer.