Lufthavnen ved Bordeaux

I går brugte vi dagen på at køre Oline til lufthavnen ved Bordeaux. Det tog et par timer at køre derud. Vi kommer – som du sikkert allerede har gættet – ind midt i og gennem vindistriktet, når vi kører mod vest. Det er smukt, frodigt og vinstokke dækker hver plet jord, du kan finde. Der er så mange navne, vi genkender, når vi passerer de store vinhuse.

Ude ved Bordeaux var der masser af vejarbejde, så vi blev ledt gennem mere end en omkørsel. Vi nåede dog lufthavnen i rigtig god tid og var svært tilfredse med os selv.

Kenneth parkerede bilen – laaaaangt væk – og vi ventede oppe ved indgangen, mens han gjorde det. Vi havde udsigt til tårnet, hvor flyvelederne sidder og dirigerer lufthavnens ind- og udgående trafik. Vi havde også fornøjelsen af stressede forældre, grædende børn og hidsige mænd med små, ivrige kufferter på hjul.

Da vi fandt frem til bagageindleveringen var der kø til langt ud på gaden. Vi tog opstilling bagerst og ventede. Og ventede. Og ventede. Intet skete og til sidst kunne vi se, at tiden begyndte at løbe fra Oline. Personalet fastholdt dog, at de sagtens skulle nå at tjekke bagagen ind, så vi ventede. Og ventede. Og ventede. Så gik det pludselig tjept og der blev oprettet en kø til de, som skulle til Gatwick. Alle havde stress, personalet svedte og intet virkede til at gå, som det skulle, men Oline fik da tjekket sin bagage ind.

Oline bryder sig ikke om at flyve og skulle ud på to flyveture i går. Først turen til Gatwick og senere der fra og til Kastrup. Hendes afgang fra Bordeaux blev præget af usikkerhed, stress og forvirring. Jeg havde så frygtelig ondt af hende, da jeg så hende haste mod gaten, for jeg havde ønsket for hende, at det var forløbet stille og roligt. Det gjorde det ikke og selvfølgelig var de forsinket, da hun endelig nåede ud i flyet.

Hun endte i Kastrup klokken 00.30 i nat. Hun var endt med at indhente tid, så hun kun var forsinket med godt halvanden time. I lufthavnen blev hun modtaget af Annemette. I dag sover hun trygt og godt på sofaen i verdens hyggeligste kolonihave og hendes mor er igen helt rolig indeni, for der bliver hurtigt stormvejr derinde med den forhistorie, vores lille familie har.

I dag er her gråvejr. Lunt og dejligt, men gråt. Det har regnet en smule. Jeg har siddet under en af vores figentræer og lyttet til dråbernes blide og næsten lydløse landing på de store, fligede blade, mens jeg har drukket kaffe.

Nu synger lærken og duerne taler med. Swimmingpoolen frister, for der er ikke noget bedre end en svømmetur i vejr, som i dag. Efter den vil jeg overveje, hvor jeg skal lokke Kenneth med hen. Dagen er oplagt til en tur ud i området. Vi har stadig to uger at tage af ♥