Hver torsdag i juli er der Marché Gourmand

Hver torsdag i juli er der Marché Gourmand i Issigeac, den lille, hyggelige middelalderby midt i Périgord, regionen kendt for foie gras, confit de canard og trøffel.

Festlighederne starter klokken 18 og varer frem til midnat for de, der holder ud. En af byens små pladser inddrages og der opstilles madboder i kanten af pladsen, mens midten holdes fri til mange meter lange borde med plads til alle de, der har lyst til at deltage. I går havde vi lyst.

Vi var ankommet til byen ved 19-tiden og der sad kun ganske få mennesker ved de andre borde. Vi satte os ved siden af en familie, som tydeligvis er englændere – og med det fladeste engelsk, jeg længe har hørt. Der er mange englændere her i Dordogne. Rigtigt mange englændere. Det er den region i Frankrig, som har flest engelske turister – herefter følger Bretagne og Normandiet.

Vi sad ikke alene ved bordene i mange minutter. Pludselig var de omtrent fyldte og der var kun ganske få pladser tilbage.

Der var engageret dj og ovre fra kirken drønede pop-musik ud over pladsen, hvor vi sad midt i en livlig summen af snak, duften af alskens mad og den engelske bedstefars energiske afretning af datterens to, små sønner. Stakkels drenge, siger jeg bare …

Boderne bød på Salade Périgourdine, Moule frites, entrecôte, pølser af alle tænkelige slags, sammenkogte gryderetter, indonesiske specialiteter, enkle bondesalater og søde crepes og vafler med tykke lag af enten flødeskum eller chokoladesauce. Vi spiste selvfølgelig Moule frites og lidt forskellige salater her til. Bagefter var der vaflerne …

Efter det måltid, trak vi os tilbage i god ro og orden og tog turen på tværs gennem byen, som er et sneglehus af gader og stræder, smalle gyder og ufremkommelige stier. Den er mange steder forsømt og trist, men også overmåde charmerende.

Issigeac kan dateres tilbage til det 4. århundrede, hvor den er kendt som gallo-romersk landsby. Her fra har den udviklet sig til den middelalderby, den fortsat er. Det er tydeligt at se, at byens aktuelle udseende kan dateres direkte til middelalderen og mange af byens huse er de originale fra tiden før penicillin, sund kost og andet end bævende frygt for præster og kirken.

Dele af byen forfalder. Bagsiden er mindre køn end den del, de viser turisterne. Sådan er det vist mange steder.

De er gode 700 indbyggere i byen. De kender hinanden, tænker jeg. Der kan ikke være mange overraskelser. Det trives mange med. Andre flygter. Indbyggertallet i Issigeac har været stort set stabilt de sidste 50 år. Det overrasker mig, men livet er jo godt lige her. Stille og rart, men unge mennesker må savne liv.

Vi passerer Maison champignon. Det er et charmerende hus, som tager navn efter sin facon. Måske er det ikke så tydeligt på billedet, men det er meget smalt forneden og bliver pænt bredt op over. Sådan får man jo lidt ekstra plads og kan bygge tæt, men stadig færdes mellem husene. Mon det er årsagen til byggestilen, som er så typisk i middelalderbyer?

Lige udenfor det centrale, runde middelaldercentrum, som byens inderste kerne udgør, ligger dette hus. Det ligger på et sted, vi passerer ofte og jeg holder af dets trætte, tillukkede udseende. Jeg forestiller mig de mørke stuer med stengulve og slidte møbler. Jeg kan næsten fornemme mørket og forfaldet indenfor. Jeg fantaserer om de liv, der er levet bag murene. Det sted nærer min fantasi og det elsker jeg.

Vi havde parkeret nede ved byens vaskeplads. Den anvendes ikke mere, men ligesom i mange andre byer i området, ligger den fortsat som et minde om dengang, man ikke havde adgang til vand i husene og kvinderne mødtes her i stedet til tøjvask og snak.

Aftenen endte med en tur ud i det blå. En omvej hjem. Dem holder vi meget af og i går aftes var ingen undtagelse. Vi kom vidt omkring i området og vi er i sandhed kommet på landet. Ud hvor kragerne har madpakker med og vi kan lide det.