“Vi står tidligt op!”

“Vi står tidligt op!” Det der med de stille morgener i eget selskab har været i fare, siden jeg planlagde ferien herned, for Oline og Kenneth insisterede på, at de er begyndt at stå tidligt op. Noget om snakken er der, for de er begge oppe timer, før de plejer, når vi rammer weekenden, som ellers blev brugt til blandt andet at sove længe.

Jeg er nu ikke helt så overbevist efter denne morgen. De sover stadig og jeg er som sædvanlig oppe mellem 6-7 hernede. Solen skinner og der er ikke andre lyde, end fuglenes. De er mange og de synger med hvert deres næb. Jeg er ikke fuglekender, så jeg genkender kun duens kurren, men der er specielt en fugl, som synger utrolig fint. Jeg nyder lyden af en morgen på landet i Dordogne.

Sommermorgener er det bedste, jeg ved. Muligheden for at starte dagen udenfor er skøn. Jeg er oppe så tidligt, at jeg må vente på, at duggen brænder væk fra møblerne, før jeg kan sætte mig. Det gør ingenting, for tiden bruger jeg på at lære omgivelserne at kende.

Jeg går ned gennem haven og ud gennem bunden af den og lader synet af valnøddelund og søer komme mig i møde. Græsset er vådt og mine tæer bliver drivvåde, men det gør ingenting. I græsset hører jeg puslen, men jeg ser ingenting og ved ikke, hvad det er, der har så travlt derinde. Jeg fortsætter kun et kort stykke ned mod søerne, inden jeg vender om og går tilbage mod huset.

Jeg beundrer bananpalmerne, som rent faktisk bærer bananer. Jeg kikker på poolen, som frister med sit blå vand, men jeg er ikke så frisk, at jeg hopper i. Jeg springer over og fortsætter op over græsset mod huset.

Jeg snuser til rosen, som vokser på væggen udenfor køkkenet. Den har det måske ikke vældig godt, men blomsterne er der intet at udsætte på.

Efter den sidste rose er beundret, går jeg i køkkenet og koger vand til kaffen. Her er kaffemaskine, men jeg snupper en kop Nescafé med varm mælk. Det er hurtigt og nemt og smager ganske udmærket i en snæver vending.

Om lidt skal strikketøjet findes frem. Det er tid for at finde udenfor.