Og er jeg så færdig?

Og er jeg så færdig med at pakke – her gode 12 timer før afgang? Nej da! Overspringshandlingernes mester, det er mig!

Presset til det yderste springer jeg op, pakker på to sekunder og er ude af døren, før du når at blinke, men det der koncept med at være i god tid, det er jeg bare ikke specielt god til længere. Det var en disciplin, jeg mestrede til perfektion, for år tilbage, men det kan gå tilbage for enhver og nu er vi der, hvor jeg seriøst er så afhængig af min pakkeliste, at den sidder klistret til venstre hånd, indtil vi sætter os i bilen i morgen tidlig.

Jeg har nu alligevel fundet fornuften frem og brugt tiden på at forberede en masse. F.eks. har jeg pakket strikkegear. Jeg har fyldt et IKEA-net. Ja, et af de blå. Til randen! Fyldt det med strikkepinde, hæklenåle, garn og gamle projekter. Der er håb og drømme med og jeg satser på, at nogle af projekterne bliver gjort færdige nede i Dordogne.

Bannock er et af de projekter, jeg virkelig kan se, at jeg vil få glæde af. Når jeg kigger på den start, jeg allerede har etableret, er jeg slet ikke i tvivl om, at den skal strikkes færdig. Den har været parkeret, fordi den så absolut IKKE er god ved mine led. Der er nogle masker, som trækker store veksler på de skøre, ømme hænder og håndled, jeg har. Derfor har den hvilet, men nu får den altså en renæssance, for jeg vil så utroligt gerne have den.

Med i tasken er også et par opskrifter og garn til nogle andre, små drømme. Om de bliver opfyldt eller strander ved jeg ikke, men der er i hvert fald gjort forberedelser, så jeg kan.

Jeg har smidt en samling Blackhill CottonWool i tasken også. Ingen mål, men masser af ideer og der er altid basis for at hækle et tæppe eller to, hvis det skulle vise sig, at det er hvad, varmen lader mig eksekvere. Jeg har RIGELIGT med muligheder. Jeg griner af mig selv, når jeg tager hele skidtet med retur, men tænk om jeg skulle komme til at mangle. Det går bare ikke …