Hop af hamsterhjulet, skriger min krop, men jeg lytter ikke og så sker det …
Jeg har været syg det sidste døgns tid. Jeg er stadig ikke på toppen. Det er så utrolig gennemskueligt. Det er stress og min krop nedlægger mig, når jeg ikke selv kan finde ud af at hoppe af det hamsterhjul, der løber lidt for stærkt med mig.
Jeg har ikke noget valg, synes jeg selv, når jeg står midt i det. Der er alt for mange løse ender og der kommer hele tiden flere opgaver til, så det er bare at klø på og holde ud, for det slutter lige om lidt. Ferien venter forude og inden den skydes i gang, skal der være styr på det hele, så det er jeg i gang med. Eller jeg var i gang med det. Så fik jeg weekend og blev syg. Selvfølgelig.
Det kan måske soves væk, tænkte jeg …
Jeg sov det meste af dagen i går. Sidste på dagen rejste jeg mig fra sofaen og fandt min form. Næsten.
Jeg er i gang. Jeg sidder på min plads på kontoret og jeg er i gang. Jeg krydser af på lister og jeg arbejder mig støt ned gennem de opgaver, der skal løses, inden jeg kan sætte mig i bilen og lade mig transportere ned gennem Europa. Det er kun et spørgsmål om ganske få dage, så jeg tænker, at jeg lige må finde de sidste reserver af overskud frem og få gjort livet så nemt som muligt for de, som må blive tilbage, når vi stævner ud tidligt torsdag morgen.
Jeg har ikke vasket, forberedt eller tjekket noget som helst. Jeg har endnu ikke nået at tænke ferieforberedelser, så der er alle chancer for, at et eller andet kommer bag på mig, men jeg er fast besluttet på, at jeg bare siger “pyt”.
Jeg har endnu ikke oplevet, at det har været umuligt at løse selv alvorlige og umulige situationer i udlandet, så der er intet, som skal forhindre mig i at sidde på terrassen, kigge ud over de 3 hektarer land, jeg har brugsret til og bare nyde, at aftenerne er lune og det eneste vi hører er lyden af en traktor langt borte – og det om ganske få dage.
Jeg er da så klar. Eller noget …
10 kommentarer
Liselotte
27. juni 2016 at 22:08Jeg starter altid ferien med at blive syg, men jeg ved det og kan sagtens læne mig tilbage og vide, at det er min krop, der endelig er ved at give slip – og det leder til den afslapning, jeg har brug for, så jeg tager det med ophøjet ro. Jeg ved, at det bliver bedre og endda godt :-)
Annie hartvig
27. juni 2016 at 15:17Nå ja og så GARN naturligvis
Annie hartvig
27. juni 2016 at 14:11God bedring og husk at bare du har pakket kreditkort, pas og ” de 2 kjoler” så er alt andet PYT ☀️
Pia
27. juni 2016 at 13:26Så længe du bare husker dig selv – pas og penge – så er der ikke noget, der ikke kan klares andre steder også!!!
Rigtig dejlig ferie :)
henriette hald
27. juni 2016 at 13:06Ingen kan være i tvivl om, at det kræver kræfter at holde ret kurs på jeres hverdag med forretningen. Det bliver så godt når først I rammer motorvejen er jeg sikker på. Pas på dig selv, så godt det er muligt og RIGTIG god ferie :-)
kh Henriette
Hanne Schjødt-Pedersen
27. juni 2016 at 13:04Jeg har også en krop, der heldigvis og på iritterende vis fortæller, når jeg arbejder for meget. Så i denne weekend har jeg haft ondt i halsen, sovet og set fodbold (og jeg som overhovedet ikke interesserer mig for fodbold) fra sofaen, samt læst i en bog, som er det ultimative afstressende øjeblik for mig. Hos os er det en stående kommentar, at ferie = sygdom hos mig. Jeg ville ønske jeg var bedre til at læse mig selv, så det ikke var min krop, der skulle sige fra…
God ferie og livgivende stunder, når du kommer så langt :-)
www.skøreliv.dk
27. juni 2016 at 12:17Utroligt genkendeligt! Personligt stod jeg op natten til lørdag, og kastede op. Ubetinget stressrelateret. Jeg er SÅÅÅÅ brugt pt. Håber du får styr på hamsterhjulet!
Randi
27. juni 2016 at 12:07Somme tider er det godt, at kroppen selv tager affære og fløjter til pause, når vores hoved overhører alle signaler ;-)
mormormedstiletter
27. juni 2016 at 12:01Du blir klar – det vigtige er at du er klar mellem ørene, ikke?
Karin Jørgensen
27. juni 2016 at 11:56Hej Liselotte
Pas nu på dig inden du tilter helt.
Taler af erfaring og som jeg har fornemmet er det ikke første gang du oplever det!!!!
Og så … Hvor er det også skønt at du deler det med os, så det hele ikke blot er lyserøde roser, ren idyl og masser af lækkert garn.
Men at hverdagen også har andre facetter. Tag en pause og træk vejret dybt.
Karin