I dag deltager jeg i WWKIP – World Wide Knit in Public – dagen, hvor vi mødes over hele verden i små fællesskaber, for at dyrke vores interesse for håndarbejde.
Vi strikker (og hækler) sammen overalt på gader og stræder og vi har det skønt i fællesskab med andre, som holder af at motionere pinde eller nåle i godt selskab. Vi nyder, at vi kan mødes over interessen for og glæden ved et stykke håndarbejde. Vi lader os inspirere af hinanden og jeg kommer altid hjem med nye idéer og ønsker, for jeg lader mig jo friste, af alle de smukke og sjove kreationer, jeg møder sådan en dag.
Man kan mødes alle steder. Der er heldigvis ingen regler for det. Arrangementerne kan også have meget forskellige størrelser. Små, sluttede selskaber eller store forsamlinger med hundrede mennesker eller mere. Det er glæden ved at strikke, der er omdrejningspunktet og så er antallet af fæller jo ikke interessant. Det er i stedet fællesskabsfølelsen. Det er den, vi dyrker. Det kan jeg så godt lide.
Jeg har efterhånden deltaget i mange år. Jeg synes, at det er en ganske særlig dag og jeg glæder mig hvert år til den. Den falder lidt forskelligt, men altid i juni og hvert år håber jeg på, at der bliver godt vejr. Ikke alt for varmt, men tilpas og gerne lidt overskyet.
Garnudsalg lægger plads til et WWKIP-arrangement i dag. Vi havde egentlig planlagt, at vi strikker ude på p-pladsen foran butikken og det har de tidligere år været en stor succes ikke mindst på grund af det dejlige vejr, men i år er vejret drilsk. Heldigvis er det intet problem at komme under tag. Vi åbner vores nye, store lokaler med masser af plads til alle de, som har lyst til at strikke sammen med os.
At jeg så vågnede i morges med udtalt svimmelhed og mistænker øresten, snakker vi slet ikke om …
7 kommentarer
Madam Sand
19. juni 2016 at 18:57Dejligt med sådan en dag – jeg har deltaget helt privat hjemme hos mig selv – efter at haven har fået en makeover ;-)
Henriette
19. juni 2016 at 10:09Jeg kendte godt til dagen og jeg grinede højt i går, da jeg læste dit indlæg – for da havde jeg netop besluttet mig for at strikke hele dagen ” in private”! Skidt pyt – jeg strikker ” in public” hver evig eneste dag. Jeg har engang lært en fremmed kvinde principperne for vævestrik på Sjælør station og jeg har lært en flok unge mænd af anden etnisk herkomst at sy stramaj i regionaltoget. For nogen tid siden satte jeg en togfører igang med at strikke Marianne Isagers “Solen”…
:-)
Liselotte
19. juni 2016 at 18:03Jeg strikker også offentligt, så der er vist intet nyt i at vise min omverden, at jeg strikker, men følelsen af at være del af et stort interessefællesskab, når man sidder i omegnen af firs kvinder og strikker sammen i ét rum, er ganske særlig og jeg kan rigtig godt lide den :-) Jeg håber, at din private strikkedag var skøn. Det er jo det allervigtigste, når vi dyrker strikningen :-)
Marianne
18. juni 2016 at 23:52Håber du kommer over dine “øresten” jeg blev pludselig overfalde af en virus på balance nerven for et par år siden som har symptomer som dine. Vildt ubehageligt og som man ikke kan siges hvornår ender. Mit strakte sig over 1 år. Bare nogen kom til at skubbe til mig gyngede det hele. Eller stod jeg på et trægulv hvor et bræt gav sig lidt, var det det samme…..uf uf uf…..håber det bedste for dig. Mvh
Liselotte
19. juni 2016 at 10:08Jeg tror faktisk, at jeg er sluppet meget, meget billigt, Marianne. Jeg frygtede det værste, for jeg har en mor, som har været ramt og jeg ved, at det ikke er særlig rart. Et år er lang tid. Godt du er ovre det igen :-)
Laila Kure Lundborg
18. juni 2016 at 17:03Tak for nogle hyggelige timer, ude ved jer idag til WWKIP, det var et hyggeligt arr. I har stablet på benene. Helt sikkert noget, jeg vil tage del i fremover sammen med min søster, som jeg deler det kreative sammen med
Liselotte
19. juni 2016 at 10:07Selv tak for besøget, Laila. Det var en skøn dag og det er godt at have nogen, at dele de kreative sysler med :-)