4

Søndag morgen er nærmest magisk

Søndag morgen er nærmest magisk, når man kan vågne til en dybblå himmel, summende bier og en have, der nærmest eksploderer i velduft.

Juni er gavmild. Dufte i hobetal, blomster allevegne og denne juni også masser af sol og sommer. De lover regn senere, men lige nu ånder alt idyl. Måske vinden er lidt kølig, men i læ og i solen, er der skønt og det er nemt at nyde, at det er sommer, så det gør jeg.

Søndag morgen er nærmest magisk, når man kan vågne til en dybblå himmel, summende bier og en have, der nærmest eksploderer i velduft.

Jeg har forskellige favoritpladser i haven. Tidlig morgen og sidst på eftermiddagen er bænken under træerne en skøn plads. Om morgenen er her sol og skønt varmt at sidde. Om eftermiddagen er her skygge og derfor køligt, når man har brug for det.

Foderhusene giver liv i haven. Fuglene er efterhånden så trygge ved det liv, der udspiller sig i haven, at der skal meget til at få dem til at flygte. Vi kan komme rimelig tæt på dem og har jeg siddet længe nok på bænken, vender de tilbage for at spise. Jeg elsker det. Jeg nyder synet af spurve og mejser og selvfølgelig også de solsorte og den enlige due, der forlængst har fundet ud af, at der drysser dejlige ting ned fra himlen lige der, hvor foderhusene er.

Søndag morgen

Fra bænken er der udsigt til den imponerende Dronningebusk. Den er efterhånden flere meter høj og i omfang, så man næsten kan forsvinde inde under den. Den er en eksplosion af lyserøde, nektar-fyldte blomster og den tiltrækker bier og gør derfor, at terrassen er fuld af summende liv. Bierne er harmløse og kun ude for at hente forsyninger, så de kan føde flere bier hjemme i boet, så de er skønne at iagttage.

Søndag morgen

Søndag morgen er kaffen med ud på bænken sammen med lidt hækling, jeg er i gang med. Sådan en start på dagen, skulle man have hver dag.

Du vil sikkert også kunne lide