Himmerland – en del af mig

En del af mig er rundet af det bakkede Himmerland. Faktisk bare et lille, smukt hjørne af det. Hellum og Fleskum Herred for at være præcis. Det er her min farmor og farfar kommer fra. Det er her mine olde- og tipoldeforældre kommer fra. Det er her min far er født og som voksen igen bosatte sig og det er her, jeg ind imellem har længes mod i alle de år, hvor jeg var bosat i København.

Når vi ramte Hobro ad E45 på vej mod Aalborg, bad jeg altid om, at vi kunne køre ad Hadsund Landevej det sidste stykke. Landevejen glider gennem det smukke Himmerland og jeg er ikke opvokset derude, men mest af alt inde i Aalborg og omegn, men jeg er himmerlænding i sjæl og hjerte og jeg længes ud, hvor markerne bølger og øjet brydes af bløde, blide bakker, så snart foråret banker på. I dag var ingen undtagelse.

Jeg var stået tidligt op. Der var gråt og tungt i vejret. Jeg holder så meget af netop dette vejr. Lige før torden, regn og regeren. Det er mit vejr. Det gør mig glad og jeg vidste, at jeg blev nødt til at køre en tur ud i det. Det krævede ikke andet end kameraet på forsædet, så var jeg af sted.

Jeg var på en smuk tur fra Gug ud over Visse, Nøvling, Oppelstrup og til sidst Gunderup, hvor jeg stødte til Hadsund Landevej. Her fra gik det ret ud af landevejen, til jeg var passeret det smukke Lindenborg. Jeg drejede ind mod Komdrup og Kongerslev. Det er her min farfar har trådt sine barnesko. Der er så smukt.

Jeg kørte gennem Komdrup. En landsby. Jeg tror ikke, at der bor meget mere en 75 sjæle og det er med garanti ikke mange af dem, der besøger det sted, jeg valgte at besøge.

Som barn husker jeg, at jeg nogle gange har været med farfar og farmor ude ved Komdrup Kirke. På kirkegården lå en del af min familie. Ukrudt blev fjernet og friske blomster kom på graven, men hos hvem ved jeg ikke. Jeg forestiller mig, at det må have været mine tipoldeforældre, som opfostrede farfar, fordi han var født udenfor ægteskab og af en mor, som fik den rolle at spille så tidligt, at hun ikke kunne det.

Jeg gjorde holdt ved kirken. Det er ikke første gang. Det er en lille, undselig landsbykirke fra middelalderen. Ikke noget særligt, men altså en kulisse for en del af min familie og derfor også interessant at besøge ind imellem. Kirken er placeret på landsbyens højeste punkt; et blødt bakkedrag, hvor vejen slår en bugt.

Kirken er uden klokketårn. Den er lille og jeg har endnu ikke være heldig, at den har været åben, så jeg har kun set den udefra, men fin er den med blytag med undtagelse af våbenhuset, som tydeligt ikke er oprindeligt.

Jeg holder meget af stedet. Måske holder jeg mest af alt af udsynet. Af naturen. Af følelsen af frihed, når jeg står og skuer ud over landskabet. Det kan jeg tro på, for jeg bemægtiges nemlig altid af en følelse af lykke og frihed, når jeg står midt i disse bløde bakker.

Fra kirkegården var der ikke langt ud til bilen. Jeg kørte ud af landevejen uden mål, for det handlede mere om, at jeg fik en tur gennem landskabet end om at ende et bestemt sted. Jeg nåede vidt omkring, men alligevel ikke længere, end jeg genkendte alle stednavne fra mine bedsteforældres mange historier om tiden, der var engang.

Rapsen dufter og springer i øjnene, når man skuer ud over Himmerland. Det er rapsens land, tænker jeg, for der er gult så langt øjet rækker. Jeg kører ned gennem Kongerslev og drejer ud mod Refsnæs. Husker jeg rigtigt, har farfar også arbejdet der engang. Det passer vel fint, for mon ikke mange i området dengang fik en tjans derude i ny og næ.

Der er så smukt og jeg cruiser mere end jeg kører. Langsomt trækker jeg usynlige spor gennem landskabet.

Jeg stopper ude ved Louisendalvej. Bare et øjeblik …

Her er helt stille. Jeg nyder det. Jeg kravler ned til åen og sætter mig og lytter til lærken og nyder, at der er stille og søndag stadig er ny.

Efter en tid rejser jeg mig. Jeg skal videre i dagens tekst.

Oppe på vejen holder den bred-hoftede. Den passer godt til mig. Vi har samme facon. Og temperament.

Jeg gør holdt ved bageren inde i Gistrup. Jeg køber nybagte brød, russere og en Othello-lagkage til eftermiddagskaffen. Jeg ringer hjem. “Jeg kommer med brød om lidt”, siger jeg. Da jeg kommer hjem, er der stillet an med ost og pølse. Så spiser vi. Madder. Ingen russere, for vi kan ikke.

Kenneth mangler sit eventyr, så eftermiddagen går med, at han – og en helt tilfældig mand, som ved et lykketræf er lige dér, hvor jeg overgiver mig til mit gode hjerte og hører mig selv sige: “Jeg synes, at du skal sætte dig ind ved siden af Kenneth og tage den tur sammen med ham” – lægger fra i den lækreste Maserati, du kan forestille dig.

De kommer tilbage så glade, at deres smil når fra øre til øre og jeg bliver helt glad indeni, for det er tydeligt, at de begge er lykkelige. Den ukendte mand takker mig mere end én gang for at lade ham tage turen med Kenneth. Han er så glad, så glad. Det er det hele værd at se hans smil. Jeg tror, at morgenens tur ud i de bløde bakker har gjort mig mild. Det klæder mig, når jeg at tænke, inden vi igen skal hjemad.

Her sidder jeg nu og gider egentlig slet ikke at lave den frikassé, jeg lovede dem allesammen.

Jeg tror, at jeg spiser dem af med noget nemt… og en Othellolagkage. Søndag har været god mod mig ♥