14

Han forlangte ingenting af mig

Så er vi i gang igen. En enkelt fridag blev det til og den blev stor-nydt. Jeg strikkede og lyttede til en god historie hele dagen. Jeg var indadvendt, stille og vegeterede bare i eget selskab, for det er mit behov, når jeg har været udadvendt i nogle dage. Så bliver jeg stille.

Kenneth kender mig, så han kiggede ind imellem ud på Feddet, hvor jeg sad og strikkede. Sikrede sig, at jeg havde, hvad jeg kunne have brug for og gik så stille igen. Han forlangte ingenting af mig og ventede bare på, at jeg var klar til at træde ind i fællesskabet igen. Det elsker jeg ham også for.

Han forlangte ingenting af mig.

Sidst på dagen kom Oline hjem. Der var meget at fortælle, så snakken gik snart og det var dejligt at have overskuddet til at dele og lytte. Det havde dagens inaktivitet sørget for.

Jeg har øvet mig i mange år på at blive god til disciplinen at lytte til mig. Jeg bliver dygtigere og dygtigere og det er vel i grunden også på tide, men der har været perioder i mit liv, hvor jeg ikke har kunnet tillade mig den luksus, det egentlig slet ikke er. Der var ikke plads til det. Der var brug for mig. Længere var den ikke.

I dag ved jeg, at jeg trives bedst med muligheden for at trække mig. Være stille. Lukke alt ude og bare være i mit eget selskab.

Når jeg ser tilbage på mit liv, kan jeg se, at jeg har haft små, selvskabte heller. I mit voksenliv f.eks. i form af ansvaret for vasketøjet, drivhuset, køkkenhaven og min bil. Når jeg var beskæftiget med de ting, var jeg oftest alene og kunne være stille i mit eget kedelige selskab. Efter nogle timer var jeg ladet op og igen klar til at være sammen med alle de mennesker, jeg elsker at være sammen med. Jeg er nemlig meget selskabeligt anlagt. Jeg elsker at være sammen med mennesker. Mine batterier løber bare flade.

Mon ikke vi er mange, som egentlig har det sådan? Jeg tror det.

Du vil sikkert også kunne lide