8

Størst af alt er tro, håb & kærlighed

Nogen dage viser sig at insistere på,  at man huskes på de ting, der er vigtige. Størst af alt er tro, håb & kærlighed. De kan bære gennem det ubærlige. De gør en forskel.

Jeg gik i seng så snart vi kom hjem fra arbejde. Jeg har sådan brug for at sove, men jeg hoster i tide og utide og sådan er det også i dag. Hver gang jeg døser hen, vækkes jeg af min egen hoste. Jeg har ondt i muskler, jeg knapt vidste, jeg havde og jeg er noget så træt af det.

Kenneth forbarmede sig over mig og hentede hostesaft, som skal hjælpe, så jeg får lidt ro. Åh, det bliver godt.

Jeg har verdens sødeste mand. Tænk at han, efter endt arbejdsdag og endelig landet hjemme i lænestolen, rejser sig og kører ind til byens mest velassorterede apotek og henter det, der gør den positive forskel. Det er kærlighed og det elsker jeg ham (også) for ♥

Liljer

I går kom han hjem med den største buket af nogle af mine yndlinge. Mange skælder og smælder i nærheden af de smukke liljer. Jeg elsker dem. Jeg elsker duften, der møder mig, så snart jeg træder ind af hoveddøren. Jeg elsker dramaet. Jeg elsker, at det er en blomst, som så absolut ikke gemmer sig i et hjørne. Den råber og gør højlydt opmærksom på sig selv.

Han ved jeg elsker liljen. Og ham.

Jeg elsker også, at jeg blev vækket fra døsen for et øjeblik siden af Jessica, som kan fortælle, at Jeff endelig er taget ud af respiratoren. Han taler lidt og har været oppe at gå ganske kort. Det er gode nyheder for nu. Jeg er ikke blind for, at der venter mange svære forhindringer forude, men jeg insisterer på at glæde mig over nu’et.

Jeg har sendt mange tanker over Atlanten de sidste mange dage. Der skete ingen fremskridt. I dag var historien en anden. I dag er en god dag ♥

Du vil sikkert også kunne lide