Brera duer kun til benamputerede

Lørdag er grå og ikke meget bevendt, hvis man drømmer om udeliv, forårsblomster og varme, men hvis man har en skøn aftale med en flok kloge, sjove og erfarne kvinder, er man ligeglad med det vejr. Jeg er ligeglad. Jeg glæder mig bare, for jeg har sådan en aftale oppe nordpå.

Brera må blive hjemme, for den er kun til spas og benamputerede. Nogen siger, at den er en firepersoners, men nogen må gerne komme her og vise, hvordan det kan være andre end to dværge eller et par benamputerede, der skal sidde på bagsædet, for jeg vil ikke byde andre den tvivlsomme fornøjelse. Jeg låner i stedet Kenneths bil, for jeg skal have et par passagerer med og det går altså ikke at krølle den ene af dem sammen på bagsædet. Vi får hende aldrig foldet ud igen.

Vi har lavet en aftale om, at vi vil prøve at mødes regelmæssigt. Jeg elsker, at vi alle gider og gerne vil, for jeg nyder de timer.

Vi prøver at gøre det forholdsvis nemt at mødes, så vi tager hver især lidt med til bordet. Jeg medbringer lidt frugt denne gang, men det kunne have været andet, jeg var kommet i tanke om. Det gør, at ingen skal stå med det store arbejde, at sørge for forplejning til alle. I stedet kan værtinden forhåbentlig føle, at vi også tager en lille del af slæbet.

Jeg kan lide at være i selskab med vise damer og det er de. De er også sjove. Og grove. Det falder også til plus-siden i min bog, så jeg glæder mig faktisk bare rigtig meget til, at vi skal samles om god mad, snak og måske strikketøjet for nogen af os.

Som sagt er vejret ikke det bedste, men det gør ingenting. Sagde jeg, at jeg glæder mig?