2

Regn, torden og blæst, så det hviner

Det er gråvejr i dag. Regn, torden og blæst, så det hviner om ørerne, når man er ude. Det er ikke let at gætte, at vi er tæt på maj. At syren og dronningebusk snart skal stå med blomster og invitere til skønne dage i haven og på terrassen.

Jeg har svært ved at vente. Det er efterhånden med en følelse af evigt efterår, jeg træder rundt i hverdagen, for jeg har endnu ikke været udenfor og nyde matriklen. De få gange vejret har været velvilligt stillet, har jeg været forhindret.

Feddet - Regn, torden og blæst, så det hviner

Jeg glæder mig. Jeg synes, at det er skønt med udeliv og jeg elsker mine somre i haven. Jeg holder af at grille. Jeg elsker bål. Jeg kan lide, at eftermiddage og aftener flyder ud i ét, mens vi lever det søde liv med salat, frugt og grillet fisk eller kød alt efter udbuddet.

Jeg elsker, at jeg kan vaske tøj, hænge det ud, og inden aftensolen er forsvundet i horisonten, tage det ind knastørt og med duften af sol og sommer siddende i hver en fiber.

Jeg elsker, at havens træer og buske dufter på skift. Der er syren, dronningebusk og pibeved at glæde mig til.

Feddet - Regn, torden og blæst, så det hviner

For et øjeblik siden tordnede det. Det regner. Det blæser. Ude på Feddet venter min hængekøje, hyggehjørnet fyldt med bløde puder, varme tæpper og god tid alt sammen krydret med brød bagt på grillen, søde ribs hentet i bunden af haven og fornemmelsen af bare tæer i dugvådt græs.

Det hele får vente lidt endnu, for der er et vejr, som gør alting uforudsigeligt og ingen tør vist spå om, hvornår foråret for alvor lander i Danmark.

Vi kan trænge, så meget vi vil. Vi må bare finde tålmodigheden frem. Min er slidt. Jeg er sikker på, at det kommer som en overraskelse for dig.

Du vil sikkert også kunne lide