Bededagsferien venter lige om hjørnet og den er velkommen, men jeg kunne godt have ønsket mig et bedre vejr. Solen er her, men der er også en blæst, der er iskold og gør det til en mindre fornøjelse at være udenfor, så det er godt, at jeg har timers arbejde ventende forude, inden jeg for alvor kan kalde det fyraften og skal til at nyde, at jeg har fri. Til den tid vil det ikke ærgre, at jeg ikke skal ud.
Feddet lokker. Det har det gjort længe nu, men huset er bygget i sammenhæng med terrassen og der er derfor mellemrum mellem brædderne i gulvet. Det gør normalt ingenting, men det afkort sæsonen derude med mange uger og nu – efter nogle års brug – er vi enige om, at det skal der gøres noget ved. Gulvet skal lukkes, så vi kan holde varmen og sæsonen kan udvides betragteligt, for vi elsker allesammen at opholde os derude. Vi holder af udelivet og med hængekøje og kig til himlen, bliver det ikke bedre, så noget må der gøres.
I dag havde vi tømrer på råd. Gulvet skal lukkes på Feddet og der er andre ting på Tjørnevang, som skal renoveres. I den forbindelse, vil vi gerne udskifte nogle vinduer med dobbeltdøre i stedet. Vi vil gerne flytte udgangen til terrassen. Vi flytter den ind i stuen, så vores meget lille køkken, får lidt ekstra plads at brede sig på. Tømreren gav mig ret i, at køkkenudvidelsen vil kræve nye vinduer, men jeg ved bare, at det kan blive SÅ godt, så jeg er glad for, at han var enig med mig. Lidt mere bordplads vil ikke skade derude.
Der er altså nok af planer at tage hul på, men inden da venter noget meget mere jordnært.
Jeg arbejder på et nyhedsbrev. Forlægget kommer fra Kenneth og så er det mit job at bearbejde det til noget spiseligt med passende billeder og tekster. Jeg er nået til vejs ende og kan nu overlade det til Kenneth at få lagt varer på hylderne i butikken, så den er klar til, at nyhedsbrevet rammer postkasserne rundt omkring i Europa. Jeg tror, at jeg vil snige mig til en pause. Sådan en, hvor man kan nå at strikke :-)
4 kommentarer
Catarina
22. april 2016 at 06:26Nyd den forlænget weekend også selvom vejret ikke helt er til udendørslivet endnu :)
Liselotte
22. april 2016 at 09:16Det kan du tro, at jeg vil. Der er dage med planer og dage uden, så det passer mig dejligt :-) God Bededagsferie til dig også .-)
Madam Sand
22. april 2016 at 01:11Nej, i dag er det ikke vejr til at komme og lave noget i haven – vinden er ikke venlig. Jeg troede, I allerede havde fået lavet mellemrummene i brædderne? Men ellers lyder det som en rigtig god idé.
Man kan altid bruge mere plads i køkkenet.
Liselotte
22. april 2016 at 09:11Nej, vi havde ikke fundet en løsning, der fungerede, for du har ellers ret. Gummifuger brugte vi, men det fungerede ikke rigtigt, så der skal andre boller på den suppe :-)