Når du pludselig og umærkeligt flytter dig i tid og rum?

Husker du de øjeblikke, hvor du pludselig og umærkeligt flytter dig i tid og rum? Hvor en lyd, et bestemt lys eller en særlig duft sender dig ud på en tidsrejse, du ikke har bestilt. Sådan har jeg haft det mere end en gang i dag.

Jeg sidder med en gevaldig og vedvarende hovedpine. Den nægter at slippe. I går gik det helt okay. I dag er den vendt tilbage med fornyet styrke. Jeg kniber øjnene sammen og får rynker i en træt pande, mens jeg fægter formålsløst i kampen mod solen, lyset og alt det, jeg plejer at elske.

Jeg er blevet en huleboer. Sådan en, som foretrækker dunkle hjørner, mens hun vegeterer i stilhed. Til trods for det, er jeg trukket ud i lyset. Det hjælper ikke at jeg gemmer mig. Jeg skal have indtaget verden igen. Jeg skal ud og noget godt er der bestemt ved dette vejr …

Lyset i dag minder mig ind imellem om det særlige lys, der findes på udsigtspunktet på Promenade Côtière i Nice på en dag i juli eller august. Jeg ved, at det ikke er sandt, men det føles sådan og det gør mig i et voldsomt dejligt humør, for der knytter sig mange, skønne minder til den plet.

Jeg har stået utallige gange der på toppen af byen og kigget ned over stranden, som vel knapt kan kaldes en strand. Det er vel mest af alt en samling sten på kanten af en skøn, vild og unik by med masser af italiensk blod i årerne på trods af geografien.

Jeg stod der første gang i 1985. Det er mere end tredive år siden. Jeg husker det stadig, som var det i går. Jeg var ikke meget ældre end Oline. Vi var kørt af sted på må og få, men med en base først i Villefranche-sur-Mer og siden i Cavalaire-sur-Mer var der masser af muligheder for at udforske kysten. Vi endte også i Nice. Den kunne jeg lide. Nice og Saint-Tropez er nok yndlingsbyerne på den kyststrækning for mig. Andre har det sikkert anderledes, men jeg holder af begge de steder på trods af eller måske netop på grund af deres forskelligheder.

Lyset i dag minder mig om, at der er noget ganske særligt over at stå et øjeblik – højt hævet over byens larm – på udsigtspunktet på Promenade Côtière og kigge ud over det smukke, azurblå Middelhav og med udsigt til smukke, solbadende mennesker og travle fly, der flyver ind og ud af Nice.

For lige at blive mindet om det, snupper jeg gerne en rynke mere i panden.