Teststrik og strøtanker på en mandag

Teststrik er der tid til lige nu, så det er noget af det, jeg overkommer lige nu. Teststrik af små cardigans. Foreløbig er det blevet til tre forskellige og de er alle rigtigt fine, synes jeg. Det går an at strikke dem, for de kræver ikke meget koncentration og jeg kan lægge dem fra mig, når jeg ikke orker mere.

Jeg elsker Blackhill Højlandsuld. Jeg bliver aldrig træt af den. Den er helt unik og ikke som noget andet tynd uld. Den kan noget ganske særligt. Fordi det er fårets første klipning og derfor den første og blødeste uld, der bruges til garnet, folder det sig ud og bliver utrolig blødt, når det vaskes første gang.

Jeg er i gang med den fjerde cardigan. Efter den kommer den femte og sidste model. Så er jeg ved vejs ende.

Jeg drikker kaffe, mens jeg lytter til radioen og opvaskemaskinen, som betvinger gårsdagens snavs. Jeg kan lide det. Jeg pudser næse og tager hul på den fjerde kasse Kleenex. Jeg overvejer, om jeg skal finde en film på Netflix og kapitulere, for svimmelhed og hovedpine afholder mig fra at tage livtag med meget andet, men jeg synes – og her kommer ønsketænkning måske ind i billedet – at der er en lille, beskeden bedring at spore.

Jeg drømmer om at komme ud og se andet end mine egen fire vægge. Vesterhavet kunne være et bud, men ikke i dag, for der skal komme blæst af den alvorlige slags og nogen elsker blæsevejr. Jeg hader det. Jeg hader, når blæst får alt til at flyve rundt i uordentlige formationer og jeg får den uro indeni, som bare slet ikke er rar. Jeg passer ikke til blæsevejr. Så enkelt er det.

Vesterhavet må vente og det må min friske genopståen åbenbart også, så jeg væbner mig med tålmodighed og strikker lidt videre, mens jeg nyder, at jeg kan være indendørs i et vejr, der nu er begyndt at byde på både regn og vind.

Måske jeg bare skulle brygge mig en kande te og gøre alvor af det der Netflix. Jeg tror det.