Forår – og alligevel hoster jeg som en søløve. Hele tiden. Det er ikke fordi, jeg synes, at det går til levesiden endnu. Faktisk vågnede jeg ved 5-tiden med så ondt i halsen, at jeg var på nippet til at kalde på mor. Jeg ved ikke, hvad hun skulle have gjort, men hold nu op, som jeg havde ondt af mig. Jeg syntes slet ikke, at der var ro at finde og hver gang jeg var lige ved at falde i søvn igen, begyndte jeg at hoste – og at hoste er ingen spøg. Jeg si’r det bare!
Det er en genstridig virus, vi har på besøg. Sådan er det vist bare, så der er kun ét at gøre. Kapitulere. Lade skidt være skidt og vasketøjet ligge. Jeg allierer mig i stedet med Panodil, Kleenex og tålmodighed. Jeg kravler ind i hjørnet med strikkebøgerne og kigger uden ægte entusiasme i dem. Spredt fægtning bliver det til. Jeg kan ikke overskue noget som helst.
Jeg ender i stolen i soveværelset med kig til haven og min smukke mirabelle, som er sprunget ud. Så begynder det at regne …
Jeg skal alligevel ikke ud. Jeg skal være inde. Jeg skal strikke og slappe af. Jeg har et projekt liggende. Jeg har faktisk et engagement. Jeg tror det ender med, at jeg må tage fat i fjerde ud af i alt fem størrelser, jeg er i gang med at gennemgå for børnesygdomme, inden de skal munde ud i en klassisk opskrift på en lille cardigan.
De første tre er strikket. De er blevet forskellige og utroligt fine, synes jeg. Èn opskrift og mange forskellige udtryk. Det kan jeg lide. Nu mangler bare de sidste to udgaver. Farverne er på plads. Jeg skal bare beslutte, hvad deres særlige kendetegn skal være.
I Aalborg er det sidste dag med Internationalt Marked på Tolbod Plads. Jeg havde glædet mig til en tur omkring markedet, men det kommer ikke til at ske. Jeg er simpelthen ikke rask til det. Regnen skræmmer mig ikke, men det gør manglen på alt det andet, jeg skal bruge, for at nyde sådan en tur. Jeg er klar til skoldhed te, sofa og ind imellem en lur, for der er simpelthen ikke luft, energi eller kræfter nok til et besøg derinde.
Jeg håber, at Oline tager til byen senere. Måske hun gider agere sendebud. Så kunne aftensmaden sagtens blive lidt af hvert. Små retter, man kan spise af, som det passer bedst.
Om lidt vil jeg prøve at finde balancen – ja, jeg er også svimmel – til at røre en dej til surdejsboller. De ville klæde et bord med tapas, tænker jeg.
4 kommentarer
Liselotte
17. april 2016 at 11:06Jeg tror, at det mest af alt handler om, at jeg skal finde tålmodigheden frem. Det handler jo bare om, at jeg HADER at være syg og er rigtigt dårlig til at være det, for rask skal jeg nok blive – med lidt tålmodighed ;-)
hedehus
16. april 2016 at 19:15God bedring, kære Liselotte, men skynd dig til lægen og bliv podet for Mycoplasma. Jeg har været gennem lignende forløb som dig, og ligger nu på 5. Uge grundet noget, jeg troede var en virus, men som viste sig at ende med en rigtig rigtig grim lungebetændelse, som krævede 2 uger på hospital at få kontrol over. Mit forløb kommer til at vare mange uger endnu, før jeg er oppe, og det vil jeg ikke ønske skulle ramme dig også.
Madam Sand
16. april 2016 at 14:16Øv, føj da. Eftersom det kun er én selv, der kan mærke, hvor væmmeligt, det er, er man vel også selv nærmest til at have lidt (meget?) ondt af én selv. Kender godt følelsen af ærgerlighed, når et mål var sat, og man så må se sig selv ‘slået på målstregen’, så marked må være marked. Og vejret er da heller ikke det bedste til det – det må da være et lille plaster på såret.
Rigtig god bedring til dig.
eva_o
16. april 2016 at 12:38Det er slemt, når “mande-varianten” af virus rammer. ;-) Håber du snart kommer ovenpå igen. Sender masser af god “karma” i din retning… :-)