10

Stille søndag er gråvejr med småregn

Stille søndag

Stille søndag er gråvejr med småregn, men det gør ingenting, for netop dette vejr elsker jeg. Verden bliver stille på en forunderlig og eventyrlig måde og jeg kan lide den stilhed, der følger med søndagen herhjemme.

Ude er der vel næsten ikke stille mere. Engang var søndag virkelig ugens stille dag. En dag, der kun levnede mulighed for at lave ingenting og gerne i godt selskab. Ingen butikker havde åbent og ingen forventede, at man fortsatte ugens gøremål. Det var en dag til hvile i en eller anden forstand.

I dag har mange butikker åbent. Jeg kan handle ind til stort set hvad som helst. Jeg kan foretage mig stort set alt, jeg kan komme i tanke om og skulle jeg mangle en ingrediens til dagens projekt, kan jeg sikkert køre ud og købe den et eller andet sted. Det er blevet svært at lave ingenting uden at skulle forklare hvorfor, for muligheden for at være aktiv er hele tiden til stede. Det er ikke comme il faut at gøre ingenting. At hvile krop og sjæl.

Jeg holder af søndagens stilhed. Jeg savner de søndage, der var stille og lidt kedelige. De havde en kvalitet, jeg overså. De tvang mig til bare at være til stede og de gav mig muligheden for at kede mig og finde på. Søndag var sjældent praktisk, men mere en dag, hvor der var tid til hyggeligt samvær, langsom og omhyggelig madlavning og fællesspisning sidst på dagen.

Som barn legede jeg og helst udenfor. Som ung fandt vi veninder sammen, drak te og lyttede til musik eller gik ture op og ned ad Nørre Tranders Vej i håb om, at vi mødte andre unge, som også kedede sig, fordi ingenting skete og i de sidste år af min ungdom, blev søndag til dagen med tømmermænd og biografture.

Da jeg flyttede sammen med Kenneth, fik vi hurtigt skabt tradition for at være sammen med venner om søndagen. Det blev til mange skovture, eftermiddage med brætspil, kroket i haven eller skøre bygge-projekter. Alt foregik langsomt, for vi kunne alligevel ikke foretage os andet, end det de nærmeste omgivelser bød på af muligheder.

I dag kan en stille søndag hurtigt give dårlig samvittighed, fordi jeg ved, at mange projekter venter i kø og der er ingen undskyldninger for ikke at gå i gang, for butikkerne har åbent. Stort set alt kan skaffes – også på en søndag.

At lave ingenting er vigtigt. Ikke kun for mig, men for os alle, tror jeg. Hvornår er det så, vi skal give os selv lov til at lave ingenting?

Jeg kan hurtigt få dårlig samvittighed, når jeg kigger rundt i mit hjem og ser, at der er så mange ting, som trænger til en overhaling, men faktisk har mit liv lært mig, at jeg er mit vigtigste hjem og jeg kræver vedligehold i form af vegeteren og stille væren og det er af yderste vigtighed at prioritere netop dette, så jeg prøver at holde fast i stille søndag. Jeg prøver, for jeg vasker også tøj, støvsuger og pudser vinduer og vi arbejder hver eneste weekend i mange timer, så nemt er det ikke, men et åndehul er også, når f.eks. mor kommer og vi skal drikke eftermiddagskaffe og spise søndagsstegen sammen.

I dag kommer mor. Vi skal drikke eftermiddagskaffe og spise søndagsstegen sammen. Jeg glæder mig.

Du vil sikkert også kunne lide