6

Den sødeste, lille alpaka eller side op og side ned

Den sødeste, lille alpaka

Den sødeste, lille alpaka eller side op og side ned, for jeg er i gang med et stort og omfattende projekt i godt samarbejde med Kenneth og nogle samarbejdspartnere, som må stå for skud, når vi ind imellem render panden mod en mur.

Vi er i gang med at skifte butikssystem. Vi har længe været frygteligt frustrerede over ikke at blive mødt med den velvilje og lyst til at hjælpe, som prisen for vores web-løsning ellers nok skulle udløse. At nå fra at konstatere ovenstående og til at træffe beslutningen om, at der skal skiftes til ny udbyder, nyt layout og helt ny vare-database er der lang vej, for det er ikke bare lige at gøre.

Det er et kæmpestort arbejde. Det tager måneder, inden vi er klar til at slå dørene op. Vi arbejder på højtryk, men mest i fritiden, fordi der egentlig ikke er tid til det her, men det er en nødvendighed og så er der ikke nogen vej udenom. Kenneth opretter varer. Jeg skriver tekster, finder eller tager, redigerer og klargør billeder og holder skarpt øje med layoutet, som ikke må skride. Jeg er møgirriterende, for jeg er stædig og insisterende, men hver gang det lykkes, er vi begge glade for resultatet.

Jeg elsker det, når det lykkes. Jeg elsker, at jeg får lov til at fordybe mig i ting, jeg brænder for. Jeg øver mig i kompromisets kunst og jeg bliver bedre for hver gang, jeg må kapitulere. Jeg hygger mig, når tiden er der og jeg ligner udskidt æblegrød, når den ikke er. Sådan er det, men sikke sjov jeg har :-)

Du vil sikkert også kunne lide