Boller og en surdej, der er værd at vente på

Boller og en surdej, der er værd at vente på er næste mål for mig. Jeg elsker at bage. Jeg har gjort det altid. I nogle perioder mere flittigt og regelmæssigt end i andre. Livet har bestemt for mig, men jeg holder meget af det. Der er noget dybt tilfredsstillende ved selv at bage det daglige brød.

Jeg er ikke nogen eksperimenterende bager. Jeg har vel efterhånden fundet håndelaget og ved godt, hvad der skal til, for brødet duer. Jeg kan bage mine brød uden opskrift, men med en fornemmelse for, hvor længe dejen skal æltes, for at give det bedste resultat. Det sidste er vigtigt.

Jeg lærte det af en underviser på bageruddannelsen for mange år siden. Det med at lade dejen ælte i lang tid, så den bliver glat og slipper skålen. Endelig ikke for lidt, men sandelig heller ikke for meget. Lige tilpas, så den er glat og klar. Man kan mærke, at dejen er spændstig, hvis man rører ved den og nogen trækker også i den, for at tjekke, at den kan strækkes. Det sidste bruger jeg ikke. Jeg bilder mig ind, at jeg kan se, når den er klar. Så får den lov til at hvile og hæve og det er altid spændende, for det bliver aldrig det samme resultat, fordi jeg hele tiden varierer på alle parametre.

Nu er tiden så bare kommet til, at jeg må lave en surdej. Den skal tilføre brødet karakter og den skal holde mig til den hellige bage-ild, så jeg får bagt frisk brød i jævnt og flittigt flow, for der er ikke meget bedre end et nybagt, hjemmebagt brød med iskoldt smør eller en god ost.

I aften vil jeg sætte surdejen i gang. Det vil passe med, at jeg kan tage den i brug til påskeferien, hvor vi får dejlige gæster og jeg har tid til at eksperimentere og bage masser af brød.