Hvor blev den lørdag mon lige af og hvorfor …

Hvor blev den lørdag mon lige af og hvorfor er søndag allerede så godt i gang, når jeg lige synes, at weekenden blev fløjtet i gang? Tiden løber og jeg halser bagefter, mens jeg spekulerer på, hvor retfærdigheden er i, at jo ældre jeg bliver, jo stærkere løber tiden. Det er jo nu, jeg har overblikket og erfaringen til præcis at vide, hvor jeg vil lægge døgnets timer og så forsvinder de bare mellem fingrene på mig.

Det er vel sådan, det er. Der kommer en dag, hvor tiden igen bliver rigelig, men indtil da må jeg se mig slået af virkeligheden.

I dag er det søndag. Den er min. Jeg skal være praktisk. Jeg skal vaske tøj og bage brød. Jeg skal gøre klar til en uge, der er pakket med aftaler og mor, der skal opereres og dermed mit behov for at være til stede, når hun har brug for mig. Annemette kommer hjem. Hun er ligesom mig. Vi har brug for at være der. Vi skal sidde ved siden af og vi skal handle ind, forberede, pakke ind i vat og bomuld og bare gå til hånde.

Jeg skal også lave vaskeægte mormor-mad. Vi skal have karbonader. Jeg fik slagteren til at lave en skøn fars til mig i går, da jeg var ude at handle. Tilbage står bare valget mellem gode ikke-udkogte grøntsager eller kartofler og stuvede gulerødder/ærter. Jeg foretrækker det første, men fik altid det sidste, da jeg var barn og det er faktisk præcis min barndom, vi prøver at genskabe. Jeg overvejer lige nu, om jeg vil fravige erindringens trange bur og i stedet forberede det første.

Jeg drømmer om tulipaner og kaffe på terrassen. Jeg trænger til luft under vingerne og alligevel ingenting. Hvis solen for alvor vinder indpas, er der måske lunt nok til en kop kaffe udenfor. Jeg håber det. Det ville gøre søndagen perfekt, hvis min tids-optimisme alligevel har taget overhånd og der ikke bliver tid til den tur ud i verden, jeg lige nu drømmer om.

Søndag er søndag bedst og nu skinner solen ♥