14

Hver dag er en dejlig dag

Hver dag er en dejlig dag

Hver dag er en dejlig dag. Sådan er det lige nu, hvor jeg møder ind på kontoret tidligt om morgenen, fordi jeg er begyndt at mærke lysets komme. Ønsketænkning, tænker nogle nok, men det er i hvert fald sådan, at jeg vågner tidligere og tidligere. Det plejer at hænge sammen med, at lyset er på vej og dagene er blevet mærkbart længere.

Jeg drikker ikke kaffe hjemmefra. Jeg venter på og glæder mig til, at jeg ankommer nede i Garnudsalg, hvor den første kop kaffe indtages med stor nydelse, mens jeg danner mig et overblik over dagens opgaver. Jeg skriver lister. Ellers husker jeg ingenting.

Hverdag

På bordet står en samling af garn. Det inspirerer og venter faktisk bare på, at jeg får timer nok i døgnet. Jeg skal forvandle det til strik. Det kommer nok og garnet render i hvert fald ingen vegne, mens det venter på mig, der er travlt optaget af mange andre ting.

Weekenden venter lige om hjørnet. Den er velkommen. Denne uge har været fyldt med gøremål og meget lidt fritid. Jeg trænger til tid til at vegetere lidt, så jeg håber, at jeg får chancen i morgen, hvor der umiddelbart er frit for planer ud over, at vi skal på handlen. Måske skal grønttorvet gæstes og der er i hvert fald overhængende fare for, at vi må oste-proviantere. Det er altid godt at gæste ostemanden.

Jeg skal også strikke. Jeg har gang i mange projekter lige nu, men specielt et skal have lidt opmærksomhed og så må jeg lade de andre idéer boble lidt endnu, så de ikke tager overhånd og insisterer på at komme forrest i køen. Det går ikke.

Jeg håber også, at jeg kan få startet min bullet journal. Den er en gave til mig selv. Jeg har en stress-skade, som bliver tydelig, når jeg får lidt for meget på tallerkenen. Den situation skal minimeres og jeg vil prøve dette analoge system, fordi det passer smukt med mit temperament og min trang til at skrive, tegne og dekorere samtidig med mit behov for lister og skemaer. Jeg har forberedt mig og købt bøger og skriveredskaber, som skal danne rammen om en ny måde at få styr på hverdagen. Jeg håber, at det viser sig at virke for mig.

Jeg har en boble af glæde, der venter. Jeg har nemlig en aftale om at hyggestrikke med en flok skønne kvinder. Det er søndag. Vi skal hygge med kaffe, grin, snak og masser af idéer om nyt strik. Jeg glæder mig. Jeg er skarp på søndag. Jeg er sikker.

Rigtig god fredag derude. Jeg stempler ind i Garnudsalg.

Du vil sikkert også kunne lide