Det undselige kan vise sig at være det stik modsatte

Det undselige kan nogen gange vise sig at være det stik modsatte. Jeg elsker, når det er sådan.

Jeg elsker, når jeg overraskes af en skattekiste af smukke, overraskende og uforglemmelige oplevelser. Sådan var det en aften i januar, da jeg trådte indenfor hos Rafanelli.

Vi var ankommet i mørke. Kørt gennem et dystert og dunkelt industrikvarter havde jeg nået at overveje mine muligheder, hvis det skulle vise sig, at jeg ikke var på vej til en restaurant, men alt muligt andet og mindre attraktivt. I mørket parkerede vi foran den lille kirke, der lå overfor restauranten. Alt omkring os var industri og der var intet, der havde indikeret, at her lå et spisested, der var værd af gæste. Det skulle vise sig, at det forholdt sig helt anderledes.

Indenfor var det umiddelbare indtryk rent, pænt og temmelig uprætentiøst. Det passede godt med vores ønsker for aftenen. Vi ville gerne spise, hvor den lokale italiener gik hen for at spise. Et sted, som ikke var andet end et godt madsted. Nu skulle rammerne bare toppes med god, autentisk, kærlig og ærlig italiensk mad. Sådan blev det.

Vi var i selskab med en barndomsven af ejeren, så der blev ikke sparet på noget. Vi blev præsenteret for et hav af skønne småretter til en start. Der var i hvert fald 12-15 små bud på antipasti. Jeg husker ikke en brøkdel af dem, men én var den velsmagende salsa crostini, som var lavet på blandt andet kyllingelever og milt. Den blev præsenteret med det, jeg næsten vil kalde ærefrygt, og det var vores værts absolutte yndling, så han var utrolig spændt på, om vi kunne lide den.

Det kunne vi, ligesom vi elskede den friske pasta med kaninragout, vi fik serveret som forret og den enorme T-bonesteak, vi fik serveret efterfølgende. Til den var der et hav af tilbehør, som alt sammen smagte fantastisk. Der var friskstegte, fintskårne kartoffelpinde, salater, brød med frisklavet tapenade, stegte grøntsager. Som en lille, ekstra ting, blev der serveret vildsvin tilberedt på traditionel vis for denne egn. Det smagte helt ubeskrivelig dejligt. Aldrig har vi smagt så velsmagende en simre-ret. Aldrig. Vi skal prøve at eftergøre den på et tidspunkt.

Det hele blev indtaget med et lydtapet af snakkende, grinende og højtråbende italienere. Restauranten var blevet fyldt godt op, efter vi var ankommet. De to nærmeste borde var fyldt med mænd, som tydeligvis var vant til at komme på stedet. Jeg nød atmosfæren.

Vi blev tilbudt dessert, men der var ikke plads til mere. Vi afsluttede med måltidet med en kaffe, som det sig hør og bør. Vi havde fået vores livs bedste måltid. Der er ikke mere at sige til det.

… nå jo. Kommer du på de kanter, skal du tage ned i industrikvarteret, nærmere præcis til Via Sant’ Agostino 47, Pistoia og gæste Rafanelli, for du spiser ikke bedre i hele Norditalien.

PS – restauranten er mere end 40 år gammel. Da vores vært og ejeren af restauranten voksede op i henholdsvis restauranten og en villa ikke langt der fra, var området kun marker og enkelte villaer i udkanten af byen. Det rørte dem at mindes. Det rørte også mig. Jeg elsker italienere.