Vi nåede ikke langt ind i Italien

Vi var ikke nået langt ind i det nordlige Italien, før vi begyndte at sukke efter de bløde bakker, der kendetegner Toscana. De er der ikke oppe nordpå, men når de ses, er man landet i regionen, som netop er kendetegnet ved det bløde, bulede landskab og kig til cypres og pinje hvor end, man kigger hen. Tåget, fugtigt og gråt var der, men det gør nu ikke Toscana mindre smukt. Bare anderledes.

Vi havde bestilt værelse på et lille, velrenommeret hotel i udkanten af Pistoia. Det lå perfekt i forhold til både de praktiske aspekter ved vores besøg i Toscana, men også de ønsker vi havde, for vores ophold dernede. Vi ville absolut ikke bo i storby og så var f.eks. Firenze helt udelukket. Vi ville gerne have, at vi kunne tage ud på besøg hos spinderier og andre leverandører, for så at vende hjem til ro og afslapning om aftenen. Alt det tilbød Hotel Villa Cappugi og da de endda skulle vise sig at tilbyde den skønneste, italienske mad i villaen overfor hotellet, var vi mere end tilfredse med, at valget var faldet på dette sted.

Vi fik det skønneste ophold og vi var forkælede med opmærksomhed. Det sidste sikkert med afsæt i sæsonen, som ikke er årets travleste.

Der var den fineste udsigt ind over Pistoia fra vores værelse på anden sal. Oftest lå tågen tæt, men man kunne sagtens fornemme bakkerne, hotellet og byen er omgivet af og lige nedenfor vores altaner lå swimmingpoolen. Den var lukket ned for vinteren, men jeg er sikker på, at der må være skønt ved den en sommerdag.

Overfor hotellet lå den gamle villa, som nu fungerede som restaurant. Det er oprindeligt denne villa og den tilhørende jord, der har dannet rammen om liv levet på dette sted. Landbrug, husdyrhold og det enkle liv er i dag udskiftet med moderne hotel og sæsoner, der byder på både stille og travle perioder. Vi var her på et tidspunkt, der levnede plads til overskud, eftertænksomhed og langsomme liv. Det nød vi godt af.

Vi spiste ikke i restauranten hver aften, men en del aftener blev det til mad fra stedet, fordi det gav mening i forhold til dagens indhold. Det var bestemt ikke noget tab at skulle indtage aftenens måltid her. Det er en absolut anbefalelsesværdig restaurant og det blev tydeligt hver aften ved 21-tiden, hvor restauranten langsomt fyldtes af lokale, som kom for at nyde både betjening og mad.

Vi spiste ikke det samme to dage i træk. Der var nyt at smage hver dag og vi nød, at det var dygtige kokke, der stod i køkkenet i villaen, ligesom det var forrygende gode vine, vi fik serveret af tjenerne, som hver dag valgte, hvad vi nu skulle smage og til stor fornøjelse for os.

Vi endte oven i købet med at give risotto en ny chance …

Vi har forsøgt os med risotto gennem årene. Vi er aldrig blevet begejstrede og for små 10 år siden opgav vi og lod risotto være risotto, men skæbnen ville, at en af forretterne en aften i restauranten var risotto med jomfruhummer og appelsin. Det lød alligevel temmelig spændende, syntes vi og enedes om, at en forret nok kunne gå an, selvom det skulle vise sig, at det stadig ikke kunne begejstre os.

Jeg skal love for, at det fik os omvendt. Det smagte simpelthen så englene stadig synger skønsang en sted oppe over skyerne. Kombinationen af skaldyr og orange var lige i øjet og konsistensen viste sig overraskende venlig. Vi var solgt til stanglakrids og priste os lykkelige over, at denne forret svarede til en temmelig massiv, dansk hovedret hvad størrelsen angik. Der var meget af alt det gode. Vi nød hver en mundfuld og fik en velfornøjet tjener til bordet for at tage de tomme tallerkener med i køkkenet.

Sådan var hvert besøg i villaen. Nye overraskelser. Nye smage. Fantastiske vine. Jeg glemte at få navnet på den Prosecco, jeg forelskede mig i. Jeg må skrive til dem. Den er lige tilpas. Mmmm …

Hotellet var vores base i den lille uge, vi var af sted. Det var en lang perlerække af travle dage fyldt med aftaler, besøg og oplevelser, vi stadig fryder os over.

Selvom mange dage var lange og med mange kilometer kørt, når aftenen faldt på, så føltes det altid som at komme hjem, når vi parkerede foran hotellet og trådte indenfor i vestibulen med de dybe, bløde lædersofaer og det venlige personale, så jeg håber, at det ikke er sidste gang, jeg får muligheden for at opleve det vinterklædte Toscana på Hotel Villa Capuggi. Det var skønt.