Toscana i januar er tåge. Det ved jeg nu.

Toscana i januar er tåge. Det ved jeg nu. Toscana er også smukke landskaber og helt igennem italienske bilister. Toscana i januar er alt, hvad jeg håbede på og jeg er ikke mindre forelsket i området, end jeg var for en uge siden, hvor jeg kun havde besøgt regionen i årets varmeste måneder.

Vi boede på det dejligste hotel med personale, som bare gerne ville glæde og forkæle. Vi havde nogle forrygende dage spækket med skønne oplevelser. Vi nåede virkelig at nyde livet – også arbejdslivet – for det var jo ikke ren fornøjelse, men så absolut arbejdsrelateret. Vi besøgte leverandører i både nord og syd af regionen. Vi fik nye kontakter. Vi fandt guld og grønne skove, men kun i overført betydning, som du kan se på billedet ovenfor. Vi havde i det hele taget en meget udbytterig tur.

Vi landede på gårdspladsen ved 5-tiden i morges. Vi har sovet nogle timer nu, men friske er vi vist ikke. Vi er tilpas. Det er svært at være andet efter en virkeligt skøn tur sammen med den, man elsker. Vi kørte fra Toscana i går morges og vi vidste ikke, at det var præcis nu, at Østrig startede vinterferie. Vi vidste heller ikke, at mange nord-italienere tager på weekend for at stå på ski i Alperne. Det fandt vi ud af. På den hårde måde.

Trafikken gled dejligt gennem det meste af Italien, men jo længere nordpå vi nåede, jo tættere blev trafikken og da vi ramte Trentino Alto Adige, Italiens rigeste region og det gætter man bestemt ikke, når man kører gennem området, som er kendt for at dyrke vin på nærmest umulige vilkår op ad stejle og ufremkommelige bjergskråninger, var trafikken blevet langsom på nippet til at gå i stå ind imellem.

På andre tidspunkter gik det glimrende. Der var ingen synlig forklaring på fænomenet, for selvom tågen var tæt i dalene, var den ikke generende på motorvejen.

Vi kom fint igennem og ind i Østrig og her sandede det til. Pludselig befandt det halve af Østrig sig på vejene med tagbokse, ski og forventningsfulde familier tæt pakket i bilerne, vi mødte. Hastigheden gennem Østrig er mere end beskeden. Man kører laaaaangsomt, for fartgrænserne er lige til at tage på ferie fra og kombineret med tæt trafik, kunne vi ind imellem have gået ved siden af bilen uden at miste den af syne.

Gennem Østrig nåede vi at holde i kø mere end en gang.

Der var betalingssteder at forcere og da vi endelig skulle fra Østrig og ind i Tyskland, var det etableret… tja, gad vide hvad tyskerne kalder det, men det ligner grangiveligt vores danske midlertidige grænsekontrol, selvom Tyskland da i hvert fald ikke indrømmer, at de gør i den slags. Den foranstaltning stoppede al trafik og køen var nærmest endeløs. Vi ventede i tre kvarter på at komme gennem porten til Bayern.

Vi var på en mission. Vi havde en aftale om kaffe et lille stykke oppe i Bayern. Annemette og Mads ventede os, så vi var utålmodige for at få lov til at komme videre, men selv på den anden side af det, der angiveligt ikke er en grænsekontrol, var trafikken så tæt, at vi bevægede os i snegletempo.

Snegle når også i mål, så selvfølgelig lykkedes det os at nå frem.

Vi nåede i mål. Verdens hyggeligste, lille landsby danner rammen om deres tyske liv og jeg var lige ved at blive misundelig, for der er idyl for alle pengene. Vi nåede naturligvis at lave rav i den, da Kenneth svingede bilen ind på naboens grund for at parkere, men heldigvis stak Annemette hovedet udenfor og grinende fik hun os gelejdet ned, hvor vi var velkommen.

Åh, som de bor dejligt og skønt og så havde vi altså bare de hyggeligste timer med kaffe og hjemmebag og allerbedst masser af snak, inden vi var nødt til at bryde op, hvis vi skulle nå at køre lidt længere inden natten.

Nat nåede at blive dag, før vi endelig trak ind og slukkede motoren, for det blev for fristende at fortsætte hele vejen hjem. Nu sidder vi her og er trætte, men tilfredse med, at vi lige kan nå at lande, inden en ny arbejdsuge tager sin begyndelse i morgen tidlig.

Jeg er klar.