Når det sner, får man fler’ – Tjørnevang i sneen

Når det sner, får man fler’ – Tjørnevang i sneen er et smukt syn, synes jeg. Jeg elsker at komme hjem i den blå time – l’heure bleue – og når det sner, bliver hele verden smukkere. Poesi, stilhed og eventyr indfinder sig og i går var stemningen helt rigtig. Mens vi kørte mor hjem begyndte sneen at dale tæt ned fra himlen. Store, tunge og smukke fnug faldt til jorden, mens vi kørte op ad Gugvej og inden vi var hjemme, var verden igen dækket af et frisk lag sne.

Jeg havde ikke travlt med at komme indenfor, men som du kan se, var der andre, der havde det anderledes. Oskar havde nu kun travlt, fordi han ville ind til køkkendøren. Det er nemlig der, han har adgang til haven. Han stod og ventede utålmodigt, da jeg kom ind og så tog vi turen udenfor, for jeg ville gerne med. Snevejr skal nydes.

Vores have bliver et eventyr, når den dækkes af sne. Det gør de fleste. Alting bliver smukt og alle de ting, som måske roder, forsvinder under et hvidt, blødt tæppe, som venligt og bestemt får mig til at glemme, at der måske er hængepartier udenfor. Der bliver bare smukt med smukt på.

I løbet af aftenen nåede eventyret helt ind i køkkenet, hvor vi hyggede med Oline og en af hendes gode kammerater. Træerne udenfor var hvide af rimfrost og i det dæmpede gadelys glitrede de og kaldte på, at man tog sig tiden til at nyde dem. Det gjorde vi inde fra det varme køkken.

I dag er sneen gledet af taget. I morges måtte vi forcere en stor bunke sne, for det er ikke noget beskedent tag, der ligger på Tjørnevang. Tøvejr gør verden våd, men vi er lige på grænsen til frost og solen skinner. Der er ikke meget at klage over, for verden er utrolig smuk og det fortsætter lidt endnu. Jeg kan lide det.