0

Bestillinger afhentes på torvet

Bestillinger afhentes på torvet, så derfor er vi på vej til Ågade…

I sidste weekend var vi på torvet i Ågade. Vi hentede skønne forsyninger af oste, kød og grønt. Vi bestilte også en af de stykker kød, vi skal nyde juleaften. I år er menuen lækker gåsesteg, som vi glæder os utroligt til og ved siden af den skal være en flæskesteg, hvis traditionerne skal holdes i hævd.

I år skifter vi den traditionelle flæskesteg ud med Bitten Slagters Porchetta, fordi den er helt igennem velsmagende og en gevinst på ethvert julebord. Stegene, for der er bestilt to, skal vi hente i dag. Vi henter også frisk frugt og gode oste, for det er essensen af julen for os og det eneste, der skal suppleres med, er et par gode, hjemmelavede spegepølser fra slagteren i Gistrup, som blandt andet er mester i fennikelpølse.

Bestillinger afhentes på torvet

Vi mangler stadig to julegaver. Vi ved lige præcis, hvad vi skal købe, så det handler bare om, at vi finder tiden og overskuddet til at komme ud i verden og få dem købt. Det ender måske med at være i dag, men først er der altså den skønne porchetta …

Bestillinger afhentes på torvet

Efter torvet venter andre boller på jule-suppen, for der skal købes juletræ og det er ingen spøg. Der er store forventninger til træet og eftersom jeg er opvokset med en far, som altid var i sidste øjeblik og derfor mere end én gang er kommet hjem med umanerligt uskønne graner, skal det vælges med omhu.

Det skal monteres og pyntes i dag, for det er så absolut i juletræet, julehyggen sidder for os. Når først det står i stuen og spreder lys og hygge, bugner af gaver og i det hele taget afspejler mange af de forrige års jul i form af pynt, indfinder julestemningen sig normalt her på Tjørnevang, så vi satser på, at det er helt på samme vis, det fungerer i år.

I går aftes fik jeg pakket alle julegaverne ind. Der står et mindre Himmelbjerg og venter på træet. Jeg elsker, at alle pakkerne gemmer på overraskelser, som forhåbentlig skal sprede glæde og også lidt spas i juledagene.

Bestillinger afhentes på torvet

Jeg glæder mig. Annemette, Heidi og Irma ankommer den 23. om eftermiddagen, hvis vi er heldige og de kommer ud af fjerene i tide hjemme i Valby. Der venter Kenneths Julede Glögg på Tjørnevang og den giver en sund ungpige-kulør, kan jeg garantere. Forude vil ligge skønne, stille juledage med plads til at lave lige præcis det, der falder os ind.

Det er lige om snart …

Du vil sikkert også kunne lide