12

Store Bagedag, vi er klar!

I dag er Store Bagedag og der skal bages småkager til resten af december. Det eneste tidspunkt på året, jeg bager småkager, er nu. Jeg kan en sjælden gang svinge mig op til en cookie af en slags, men småkager gør jeg ikke i. Jeg spiser dem normalt ikke, så måske er det derfor, jeg ikke har stort fokus på den del af bagelivet, men i december forvandler jeg mig til en småkage-bager, for resten af familien elsker småkager og Oline er en haj til de små, søde kager.

Store bagedag

I år er valget endelig faldet på tre slags. Egentlig havde vi aftalt, der kun skulle bages to, men så var det lige, at Oline huskede …

Vi skal bage klassikeren over dem alle; Madam Mangors Vaniljekranse. Vi skal også bage Olines Chokoladesnitter, som jeg er SÅ træt af at bage, fordi jeg har gjort det utallige gange for at glæde min unger, da de var små, men jeg vil jo også gerne glæde Oline, nu hun er så stor, så de får en renæssance. Jeg er et rart menneske. Det vil jeg minde Oline om resten af dagen ;-)

Vi slutter vores bagedag af med verdens bedste, lille kage. Krydret, særlig og utrolig velegnet til portvin. Jeg siger det bare. En lille, italiensk overraskelse, der faldt i vores turban for et par år siden, da Sole, som læser med her, sendte os opskriften. Den er min yndling. En lille småkage, som er sprød og utroligt velsmagende. Den smager overraskende dejligt af pistacie, orange og rosmarin. Det sidste er overraskelsen, for det er uvant for de fleste søde ganer, men det er godt. Rigtig godt.

Dejen er lagt i aftes til de sidste af slagsen. Resten laver vi, som vi når gennem dagen og det bliver ekstra hyggeligt, for huset fyldes med de dejligste mennesker. Mor, Oline og jeg har en aftale om småkagebagning, men vi er ekstra heldige, for vi får gæsteoptræden af Karla, en lille lækker steg på et halvt år og hendes skønne mor, Lone. Jeg glæder mig. Søndag er god.

Rigtig god søndag til dig og dine ♥

Du vil sikkert også kunne lide