Søndag. Hviledagen. En af mine yndlinge. Jeg elsker søndagen og jeg elsker mine søndagsture. I dag skulle turen gå til Rold Skov. Jeg havde glædet mig og fundet gummistøvlerne frem, men jeg kapitulerede allerede ved 5-tiden i morges, da jeg vågnede ved en flyvende spand, der ramte en af vores store ruder i soveværelset. Det gik vildt for sig derude. Vinden havde ikke lagt sig siden midnat, da jeg gik i seng.
Det har den stadig ikke. Det blæser og det regner. Det er fesen december, er det. Det er ikke december, som jeg gerne så den. Dalende sne, frost og røde kinder ville være min idé om en optimal december. Ikke regn og vindstød, der vælter alt og kun giver lyst til at blive inden døre.
Kaffen er heldigvis varm og praktiske opgaver er der altid at tage fat på, så det er ikke fordi, jeg ikke kan få tiden til at gå. Jeg kunne jo f.eks. lægge en plan for den beskedne julebagning, vi skal ud i herhjemme. Vi skal vist bare bage to forskellige småkager. Det er i hvert fald, hvad vi siger. Småkagerne krydrede med rosmarin har ingen af os glemt. Ud over dem, er der kun én ting, som er fast bestanddel af julen på Tjørnevang, når det kommer til småkager. Det er Madam Mangors Vanillekranse. Håndformede, tunge og helt igennem julede, skal de med på bordet, når vi i juledagene indtager den obligatoriske kop julekaffe.
Jeg finder for øvrigt julefilm. Jeg laver lister. Kenneth og Oline omtrent hader mig. Jeg elsker julefilm. Jeg kan slet ikke få nok af dem og de må gerne være drivende sentimentale. Der skal grædes, skal der. Vi skal røres og alt imens strikker jeg. Jeg strikker på en overraskelse. En jule-hemmelighed. Derfor kommer der ingen billeder af strik her på kanalen for øjeblikket, men det kommer igen. Indtil da strikker jeg i dølgsmål, men ikke endnu. Der er andre praktikaliteter, der skal overstås.
Jeg starter med julegave-indkøbene. De er altid så sjove og hyggelige.
Rigtig god søndag derude – og hold på hat og briller ♥
16 kommentarer
Hanne-Mor
8. december 2015 at 14:38Fantastisk stemlingsbillede Liselotte! (fotoet.. :-)
Liselotte
8. december 2015 at 17:41Tak Hanne :-)
Pia Nyberg
7. december 2015 at 20:31Enig. Julefilm er en skøn ting at svælge alle sine kvindelige følelser i…….just love it. Og der er altså bare ét eller andet over de amerikanske af slagsen. Gad egentlig godt få nogle anbefalinger ud over dem her i kommentarerne til dit opslag – hvilke er dine “must see”? Eller top 5 :-))
Liselotte
8. december 2015 at 17:12Jamen altså… der er jo et hav. Måske skal vi lave sådan et “kom med et bud på din bedste julefilm” og så kan vi alle inspirere hinanden :-)
Karina Simonsen
7. december 2015 at 12:29Mon du har set The Family Stone og The Holiday? De skal ses hvert år her, hvis jeg får tid til det! Så hyggelige. Hav en dejlig december trods regn og vind.
Liselotte
7. december 2015 at 16:11Åh ja, begge filmene er skønne og vi elsker dem! :-)
Linda
6. december 2015 at 22:51Husk filmen Love Actually. Den er et must i december. Det bliver ikke jul uden den.
Liselotte
7. december 2015 at 11:57Vi er helt enige, Oline og jeg :-)
Madam Sand
6. december 2015 at 16:55Nej, nu har det blæst nok – vi har forstået det – tre storme oveni hinanden. Lad os nu få sne, frost og så klar blå himmel, så er der noget ved en søndagsgåtur.
Heldigvis er der jo så nok at tage sig til indendørs – strikketøjet kan blive passet og vokser hensigtsmæssigt.
God søndag aften :-)
Liselotte
7. december 2015 at 11:57Det blev jo en fin søndag alligevel. Strikketøjet blev motioneret og de praktiske opgaver blev færre, som søndagen skred frem :-)
Jenny
6. december 2015 at 16:48Småkager med rosmarin! Det lyder som en gudespise… Mums! Er der mon opskrift her på bloggen?
Og tak, i øvrigt, for dine altid nære, hjertevarme og personlige indlæg. Jeg har læst med siden 2006, så jeg føler næsten jeg kender dig. Du er stadig på min faste tjekkes-dagligt-liste. Tak for dig :-)
Liselotte
7. december 2015 at 10:32Der er vist ingen opskrift på bloggen, men jeg skal prøve at huske at notere, når vi bager dem, Jenny, for de er skønne :-) og tak for de dejlige ord :-)
Tine
6. december 2015 at 13:47Uh ja Madam Mangors vanillekranse er verdens bedste småkager ever!!!!! Har også købt mandler. Problemet er bare, at de ikke holder til jul, hvis jeg bager dem nu……
Liselotte
6. december 2015 at 14:38Jeg bager heller ikke endnu, for her ville de heller ikke holde. Kenneth og Oline er nogle små snigere, som finder vej i kagedåserne ligegyldigt, hvad jeg gør ,-)
Anne Holtegård
6. december 2015 at 13:17Her rusker det også helt vildt og Storåen har pustet sig op, så folk ved åen skal sikre huse og kældre!
Godt nok gider jeg ikke skovle sne, men nu er der altså kommet vand nok! Det er ikke decembervejr. Jeg har ondt af alle de julemarkeder, der er ved at regne og blæse væk!
God indehyggebagesøndag i Gug.
Liselotte
6. december 2015 at 13:47Ja, det er voldsomt og vedholdende, det blæsevejr, Anne. Det er synd for de, som mærker resultatet af blæsten i form af vand. Lad og håbe, at det går godt. Godt huse er hule og kaffen varm :-)