Stukket af til Amsterdam

Vi er stukket af til Amsterdam. Mor er på Tjørnevang og er hus- og hunde-sitter og nyder det. Jeg nyder det. Jeg nyder, at vi ingen planer har, når vi holder fri fra de aftaler, der danner bund for turen herned. Aftaler, som gerne skal give bonus senere på året eller i 2016. Det er spændende, men lige nu uinteressant for andre end os :-)

Jeg nyder en formiddag, hvor Oline og jeg er alene, fordi Kenneth har en aftale. Vi tager spadsereskoen på og lægger ud med en tur langs Van Baerlestraat og videre hen over Museumsplein. Dagen er startet med tåge, men den får kamp til stregen af solen og temperaturen lader os næsten tro, at det er sensommer og ikke efterår. Oline snupper et foto af Rijksmuseum og jeg snupper et af hende. Det griner vi lidt af, mens vi nyder, at vi har tid og ro til at spadsere gennem denne smukke del af Amsterdam.

Overalt på pladsen er der mennesker, som nyder det gode vejr, en fridag og stedet, som er smukt og søgt. Vi har ikke været her meget nogensinde. Det er ikke en ende af byen, vi plejer at komme i, men nu bor vi her og opdager, at denne del af Amsterdam er utrolig smuk, meget stemningsfyldt og på sine steder så tydeligt fortæller historien om Brooklyn, New York.

Gå en aftentur langs Willemsparkweg og du kunne lige så godt gå på en af de små gader i Brooklyn med de typiske, smalle huse, som så smukt indrammer gaden med elegante lamper og et hyggeligt kig ind i varme stuer.

Denne dag skal vi dog den modsatte vej. Vi vil ind mod centrum, så vi spadserer ned til Rijksmuseum, krydser det trafikerede hjørne, hvor man skal holde tungen lige i munden og smutter lige indenfor i parken omkring museet.

Solen er fremme nu og vi åbner jakkerne, for det bliver for varmt ellers. Vi fordyber os i detaljen. Det er vi gode til begge to. Vi får øje på smukke afslutninger på tagrender, små, ukendte blomster og en frise på toppen af en af bygningerne.

I nogle minutter er vi alene, men så ankommer en stor gruppe italienere. De snakker meget og højlydt, så vi fortrækker snart og finder vej ned ad Hobbemastraat mod byen.

   

Vi nyder, at der snart bliver mennesketomt igen, så vi kan spadsere uden det minder om et forhindringsløb. Byen er grøn, stemningsfuld og interessant, så der er hele tiden noget at stoppe ved, beundre eller snakke om. Tiden bliver aldrig lang, når man går gennem byen.

Ved kanalen sidder masser af mennesker og slikker sol. Det føles slet ikke som efterår. På vandet sejler småbåde forbi og på flere af dem sidder de i stævnen og drikker kaffe med næsen i solen. De forstår at nyde det. Oline og jeg gør det samme, mens vi sætter kursen mod Leidseplein og drejer ned af Leidsestraat. Den får lov til at lede os hele vejen ind til centrum.

På Koningsplein ved Singel stopper vi. Vi står ved det flydende blomstermarked og venter forgæves på Kenneth, som er klar til at møde os. Vi har aftalt pladsen her. Vi venter længe. Til sidst opgiver vi og går videre ind mod Kalverstraat. Efter en halv time, render vi pludselig ind i ham og det er jo mere held end forstand, men sådan er vi ind imellem heldige. Vi er klar til at nyde resten af dagen sammen og det gør vi så.

Vi husker selvfølgelig at spise vlaamse frietjes – vi kan lide dem fra Vlaams Friteshuis Vleminckx i Voetboogstraat 31, men vi kan også lide dem, man spiser nede på Damrak, så vi er ikke kræsne, men denne eftermiddag er vi lige ved Vlaams Friteshuis, så det er dem, vi får og de smager altså umanerlig godt.

Om aftenen, mange timer og kilometer senere, spiser vi rijsttafel på Indrapura og det smager, som det plejer. Vidunderligt. Vi er meget mætte, da vi spadserer ud i aftenen og sætter kursen hjemad. Vi snupper en tram og ender ude i museumskvarteret, men et overraskende sted, som giver os endnu en spadseretur hjem, hvor vi får set endnu mere af alt det, vi ellers ikke plejer at se.

Jeg elsker, at Amsterdam stadig gemmer på masser af overraskelser til os.