Håndlavet – og måske endda af dig?

Måske husker du, at jeg var meget begejstret over en tommelfinger, jeg lærte at strikke for et stykke tid siden. Jeg så den på en spansk blog, kørte forklaringen gennem Google Translate og endte de første tre gange med noget rod. Fjerde gang var lykkens gang. Det lykkedes og pludselig forstod jeg, hvor enkelt tommelfingeren i virkeligheden var konstrueret.

Siden har jeg strikket tre par mere. Et par med rib med små snoninger ved håndleddet. Et par med lange, glatte skafter, som går omtrent til albuen og stopper lige før fingrene og et sidste par, som er strikket i dobbelt højlandsuld på pind 4½ og med et indstrikket vaffelmønster på hånden. Den tommelfinger dur bare!

Jeg lovede at prøve at skrive en opskrift. Det er gjort. Håndlavet er på gaden. Jeg har haft opskriften ude hos et par test-strikkere – tak til jer – og har siden haft den i en sidste korrekturlæsning hos Garnudsalgs skrappeste af slagsen, men jeg er ikke fejlfri og det er ALTID med bævende hjerte, at jeg udsender opskrifter. Specielt når jeg tillader mig at tage lidt for arbejdet med at lave den.

Det er ikke nemt at bede om penge for noget, man selv laver. Jeg er ikke god til det. Faktisk er jeg rigtig dårlig til det og jeg har foræret mange opskrifter væk, både fordi jeg gerne deler, men også fordi, det ikke forpligter og jeg ind imellem er en kylling, men i virkeligheden tager det rigtig lang tid at beregne, strikke og siden formulere med ord, hvad man har tænkt og specielt når man, som mig, gerne vil sikre, at langt de fleste strikkere kan være med. Også de nye. Vi skal alle have det sjovt.

Den tid jeg bruger på det, er koncentreret, for jeg vil så nødig lave fejl. Man kan nemlig altid blive skammet ud for fejl. Det er det nemmeste i verden at blive det. Jeg ser det hele tiden på Facebook, hvor den offentlige gabestok, det er blevet til, ofrer al empati og medmenneskelighed, når der er en mulighed for at skænde og skamme ud. Jeg bliver så ked af det, når jeg støder på det. Jeg forstår det ikke. Jeg synes, at jeg mister troen på mennesket, når jeg støder ind i disse lange tirader, hvor et enkelt menneske eller en virksomhed udstilles uden selv at have fået en chance for at tage til genmæle og jeg er gerne den, der bryder ind og prøver at stoppe. Jeg synes ikke, at det er i orden.

Man kunne jo prøve med det gode først. Det virker :-)

Når det er sagt, så har jeg taget Pippis valgsprog til mig; “Det har jeg ikke prøvet før. Det kan jeg sikkert godt finde ud af…”, for det vidner om mod og troen på, at alt kan lade sig gøre, bare man tror på det. Også at vi er gode med og ved hinanden.

Rigtig god søndag derude.