Det lykkedes. Det sker. Jeg glæder mig. Måske kan du huske, at jeg længtes? Nu fik jeg det hele arrangeret. Jeg fik nødvendige og ønskede aftaler i hus og alt gik op i en højere enhed. Jeg er så glad, for Amsterdam venter forude :-)
Hundeforkæleren er fundet. Mor flytter ind og Oskar får det skønt. Vi har lejet en skøn lejlighed lige midt i Museums-kvarteret og så centralt, at vi kan gå til det meste og resten levner et udbygget og fleksibelt offentligt transportnet plads til at nå på ingen tid. Det er nemt og bekvemt at komme omkring i Amsterdam.
Jeg skal gense byen, der giver os et pusterum, når vi trænger. Byen, som har givet Kenneth og mig så utroligt mange og forskellige oplevelser. Så mange minder. Så mange grin og så meget spas. Jeg holder virkelig af den og jeg forstår sagtens, at jeg ikke er den eneste.
Vi skal arbejde. Der er aftaler i stand og vi afventer svar fra enkelte nye bekendtskaber, men vi regner med, at alt falder på plads. Vi skal også inspireres og vi ved, hvor vi skal hen. Nogle af besøgene kan sagtens kombineres med andet, for dagene er lange og man hverken kan eller skal arbejde konstant, så …
Min to-do-and-die-for-liste er ikke revideret meget. Jeg vil gerne …
- På shopping i De 9 Straatjes sammen med de lokale. Her er masser af fede, alternative og seje butikker og her er strik, som er helt usædvanligt.
- En tur ind i Begijnhof, hvor der hersker en helt særlig stemning, som levner plads til sjælen. Man finder ro.
- Spise Rijsttafel og bruge timer på det, fordi det bare ER Amsterdam for os.
- Ind på Het Spui, et lille torv lige i nærheden af De 9 Straatjes. Her ligger to fede boghandler; Athaneum: Her finder du ALLE magasiner, du kan komme i tanke om og så vil jeg i American Bookstore lige ved siden af, fordi den er fuld af ALT, hvad hjertet kan begære og endnu ikke har fundet i Athaneum. Jeg slæber mig en pukkel til, hver gang vi er i Amsterdam. Jeg elsker magasiner og bøger og der er efterhånden masser med strik.
- Spadsere gennem Red Light District, fordi det bare ER Amsterdam og ikke mere skummelt, end som så.
- Besøge Amstelkringmuseum eller Ons’ Lieve Heer op Solder, som det kaldes af de lokale, fordi det blandt andet er her kimen til det tolerante Holland, jeg kender, ligger gemt på loftet af et gammelt byhus, som har fungeret som kirke for katolikker, da denne trosretning ikke var lovlig at praktisere. Man byggede i al hemmelighed en kirke på lofterne på tværs af adskillige huse. Det vil jeg gerne se.
- Kigge indenfor hos SPRMRKT, fordi de altid har de fedeste ting. Også strik og jeg er jo lidt miljøskadet, så det er naturligvis det, der trækker mest af alt.
- Smutte indenom Stephen & Penelope, fordi det er for oplagt og jeg ikke vil være i A’dam uden lige at hilse på :-)
- Slæbe mig en pukkel til i poser fyldt med alt det gode, man kan få bare ti timer fra Aalborg.
- Handle økologisk i Marqt på hjørnet af Utrechtsestraat og Herengracht. Det absolut fedeste, økologiske supermarked, jeg har været i.
- Drikke spandevis af skoldhed te, skifte til velsmagende kaffee verkehrt og nyde alle de små pauser, vi får plads til undervejs på en dag i Amsterdam.
- Spise vlaamse frietjes – vi kan lide dem fra Vlaams Friteshuis Vleminckx i Voetboogstraat 31.
- Bare slentre gennem aftenmørket i lyset fra butikker og restauranter, mens jeg nyder at være sammen med dem, jeg elsker.
- Sikkert opdage, at jeg ikke når halvdelen, men måske oplever helt andre ting, end jeg havde forudset. Livet er fuld af overraskelser. Gudskelov.
Selskabet bliver det allerbedste ♥
6 kommentarer
Rikke
21. oktober 2015 at 21:32Hvor dejligt at din længsel opfyldes. Og sikke en skøn oplevelsesliste, håber I får en helt fantastisk ferie :-) kh Rikke
Pia Søderberg
21. oktober 2015 at 21:15Masser af dejlig inspiration til min egen lille ferie. Tager derned først i november
Catarina
21. oktober 2015 at 19:46Aii hvor dejligt at alt faldt på plads, så der nu er tid til et gensyn med Amsterdam. :-)
Madam Sand
21. oktober 2015 at 19:21Det lyder rigtig dejligt. Super at have en veludbygget to-do liste – også selv om, I ikke når det hele.
Sole
21. oktober 2015 at 19:14Hvor er du heldig, søde Liselotte!! En eller anden dag får vi mulighed for at rejse rundt i Europa igen. Det savner jeg bare så meget. Nyd det, I har fortjent det.
Jane Østergaard
21. oktober 2015 at 19:14Ih, jeg er misundelig, Amsterdam er en dejlig by Nu har jeg fulgt din blog et stykke tid og bliver nysgerrig på hvor I lejer både ferieboliger i Frankrig og lejlighed i Amsterdam? Bruger du nogle bestemte hjemmesider?