Jeg benytter mig af det. Eller jeg gjorde …

Efteråret er smukt og mildt. Jeg benytter mig af det. Eller jeg gjorde …

I går fik jeg Kenneth og Oskar med i Østerådalen. Det var den skønneste eftermiddag med sol, blå himmel og en luft så mild, at vi virkelig nød at spadsere i den. Vi gik først lidt i en retning og besluttede os så for, at vi ville tage en anden rute og vendte om, så vi kom indenom Lille og Store Fuglesø. Det er ikke ofte, at det er den vej, vi tager, men der er i grunden så pænt og for det meste masser af fugleliv at beundre. I går var ingen undtagelse.

I søerne er svaner og ænder. Svanerne er ind imellem temmelig aggressive, men det eneste vi oplevede i går var, da en af årets – nu velvoksne – svaneunger hvæsede godt og grundigt af Oskar, som kom for tæt på vandkanten til dens smag. Den bredte vredt vingerne ud og hvæsede, mens den bevægede sig ganske tæt på hunden, men Oskar lod sig ikke kyse. Han snusede færdig, inden han dovent gloede på fuglen og spadserede videre.

Vi andre var fortrukket. Vi skulle ikke nyde noget. Vi husker begge episoder med svaner fra vores mange ture i Utterslev Mose. De kan i sandhed få anfald af ubegrundet og ukontrollerbart hysteri og det skulle vi ikke nyde noget af.

Når man går i Østerådalen, har man et smukt kig ind over et stort stykke af Aalborg. Man kan – hvis man kigger godt efter lidt til højre for midten af billedet – se Aalborg Tårnet og lige nedenfor det ligger Alexander. Jeg sender ham en tanke, hver gang jeg ser tårnet.

Gåturen endte knapt så festligt, som den var startet. Jeg havde lokket Kenneth med ud på en lidt længere tur, end vi havde aftalt. Vejret var skønt og jeg trængte sådan til at røre mig, men da vi på stien passerede parkeringspladsen ved Indkildevej, kunne jeg pludselig mærke, at mine sko gnavede på begge mine hæle.

Kenneth gik hjem. Oskar fik en tur eller tre omkring skiltet ved parkeringspladsen, mens han ind imellem gloede undrende på mig, som sad på hegnet og ventede på, at min privat-chauffør skulle ankomme.

Efter ti minutter var vores lift fremme ved pladsen. Hvordan Oskar genkender den bil er mig en gåde, for han virker ind imellem sådan lidt fraværende og ligeglad, men allerede inden vi kunne se Kenneth, vidste Oskar, at han var på vej. Han sad klar ved mine fødder, da bilen drejede ind på pladsen og så humpede jeg ellers temmelig uelegant over i bilen og vi kørte hjem.

I dag har jeg store plastre på begge hæle. I dag er jeg sølle og lidt frustreret, for skoene er ikke nye, men lige nu har de i hvert fald sørget for, at jeg ikke kommer ud på lange spadsereture. Hul på hælen er ingen spøg. Heller ikke selvom det er i bytte for en skøn eftermiddag i verdens bedste selskab.

PS – tidligere i dag var jeg ude i verden for at hente nye briller. Jeg gik meget almindeligt. Det var en prøvelse. Av …