6

Jeg får trang til at …

Efterår

Det er en smuk start på efteråret, vi har fået. Sol, begrænset blæst og i det hele taget få dage, hvor det ikke har været virkelig dejligt at være ude. I dag er ingen undtagelse her oppe nordpå. Solen skinner fra en skyfri himmel og der er så utrolig smukt udenfor, for intet er finere end efterårets skønne farver og jeg nyder, at jeg sidder med udsigt til haven, hvor jeg har kig til nogle af de smukke træer.

Jeg får trang til at sylte, bage brød og fylde på lager. Jeg savner mine gamle æbletræer, mine brom- og hindbær og mine mange jordskokker. Jeg kan mærke, at jeg måske må revurdere min insisteren på en vedligeholdelsesfri have, men det skal overvejes for i disse år, er der ikke meget tid til havearbejde. Måske jeg bare skal købe mig fra bugnende kurve med gode efterårsfrugter.

Brødbagning

Jeg kunne jo nøjes med at bage et godt brød eller to. Det ville passe skønt til mine idéer til maden resten af ugen. Gode, gedigne gryderetter. Langtidssimret efterårsmad med saft og kraft. Smagen af en årstid, jeg starter med at holde meget af.

Jeg kunne også få planlagt den tur til Amsterdam. Jeg har fundet de steder, vi skal besøge og kan hente inspiration til efteråret og vinteren i butikken. Jeg har kontaktet mulige, nye leverandører med henblik på besøg. Faktisk er det bare et spørgsmål om at komme i gang, men inden kunne jeg jo også lige tage ud og nyde, at søndagen er så helt igennem vidunderligt dejlig.

Den slags bør vi da nyde. Ikke? :-)

Du vil sikkert også kunne lide