Halv ti stod vi udenfor

Halv ti stod vi udenfor. Vi var klar. Vi glædede os, for et lille, nyt menneske skulle døbes og vi var så utroligt heldige, at vi var inviteret med til både dåben og festen efterfølgende. Vi havde glædet os længe. Vi kendte godt navnet, men det er alligevel sådan en helt særlig dag, når det bliver ganske officielt.

Valdemar Bro Thomsen. Verdens fineste, lille dreng. Ikke et kny kom der fra ham. Han tager alt med ophøjet ro. Selvfølgelig gør han det. Hans forældre gør det samme og den slags smitter.

Der var højmesse i Budolfi Kirke i dag. Og to små, smukke drenge, der skulle døbes. Der var små børn og en cool præst, som tog alt med ophøjet ro akkurat som de mindste gjorde det. Der var salmer så tunge, at mine skuldre snart tyngede mig ned i stolen, men ind imellem løftedes sjælen så helt ud af kirken og et lille stykke ind i himlen, når kirkekoret fik lov til at vise, hvad de kunne. De er så dygtige.

Der var prædiken. Der var nadver og bønner. Der var fantastisk smukke omgivelser og for øjet var der detaljer at fortabes i ,ligemeget hvor jeg kiggede hen. Jeg sad på læder og salmebogen duftede, som sådan en dufter.

Bagefter var der fest for at fejre, at lille, fine Valdemar var blevet døbt. De kender skønne, gode og sjove mennesker, de to unge. Vi var i umanerlig godt selskab hele dagen.

Nu er vi hjemme og tager den sidste bid af weekenden i et blødt hjørne af sofaen, hvor vi fordøjer en dejlig dag med taknemmelighed over, at vi får lov til at være en del af den lille, nye families liv.