Efterårslørdag i oktober

Helt uventet fik jeg en fridag forærende. Jeg trængte til den, så den er velkommen. Kalenderen er fyldt til bristepunktet denne uge, så det gør ingenting at få en dag forærende med tom kalender. Jeg nyder tiden til kaffen, haven og duften af efterår.

Jeg har slet ikke haft tiden til rigtigt at nyde haven i år. Livet løber for stærkt. Denne efterårslørdag i oktober tog jeg tiden til at gå en tur derude med Oskar, som nyder det lige så meget, som jeg gør. Vi elsker efterårets smukke, stille dage, hvor udeliv er indbydende og fristende. Der er så mange dufte og mulden emmer af begyndende forfald. I bunden af haven hænger de fleste kastanjer endnu på træerne, men enkelte er faldet til jorden.

Om lidt vil alle kvarterets børn flokkes om kastanjerne på gårdspladsen og stien bag huset. Der er en særlig stemning over tiden, når gaden genlyder af glade børn, som samler de smukke frugter. Kastanjerne forvandles sikkert til dyr, akkurat som jeg forvandlede dem, da jeg var barn. Nogle ting har ikke ændret sig det mindste de sidste mange, mange år.

I græsset ligger også bog. Bøgetræet smukke frugter, som skal skabe nyt liv, hvis de er heldige og ramme det helt rigtige sted.

Græsset er fugtigt i mange timer. Det er ikke tørt på et øjeblik længere og bare tæer i græsset er ikke sjovt mere.

Oskar løber omkring i krattet under de store træer. Han kan formentlig lugte både ræv og små gnavere. Han elsker haven, som er stor og levner plads til små eventyr. Jeg elsker den, fordi den giver mig muligheden for at nyde, dyrke, eksperimentere og lade være akkurat, som det passer mig. I år er starten på et nyt kapitel i havelivet. Et år uden staudebede, men med plads til blomstrende buske og alternativ og helst vedligeholdelsesfri haveliv til gavn og glæde.

Det er en ny øvelse, vi er i gang med. Vi har altid haft projekter i haven. Drivhuse, staudebede, blomster-marker, frugthave, køkkenhave, spil, klatremuligheder, gynger og bålplads har været en del af vores haveliv altid. Nu er vi nået til det tidspunkt, hvor vi egentlig er mere indstillet på at nyde, end på at yde. Vi er blevet magelige, tror jeg. Vi er i hvert fald blevet børnefri og det er en stor del af forklaringen, for mange gange var børnene drivkraften i mange af projekterne.

Vi skal have gang i nye projekter. Vi skal male vinduer. Vi skal have et lille hønsehold. Vi skal bygge terrasse udenfor det nye soveværelse og jeg drømmer om, at der for enden af den terrasse bliver plads til et lille, beskedent drivhus. Der er nok at tage fat på, men først skal vi nyde det nye, blå-grå Tjørnevang, som tager sig smukt ud i det skønne efterår. I dag blev der pludselig tid til det.