Det gik faktisk lige så godt …
Vi var kommet helt ned i gear og nød, at vi ikke skulle andet end ingenting og lige det, der faldt os ind. I Sønderho købte vi ind til en hakkebøf med masser af bløde løg, for det får vi aldrig hjemme. Oline bryder sig ikke om det.
Vi stegte champignon og masser af løg. Vi stegte bacon. Vi kogte nye kartofler og vi glædede os til og nød siden den mad, vi ellers sjældent får. Midt i den ringede telefonen. Oskar havde beskadiget en negl. Oline var ulykkelig, men holdt hovedet koldt. Hun fik ringet til dyrlægevagten, som mente, at det sagtens kunne vente til i dag. Kenneth anfægtede det ikke, men jeg kunne se, at han havde brug for at komme hjem, så vi pakkede. Vi lyn-pakkede. Vi havde kun en halv time til færgen sejlede og vi skulle pakke, aflevere nøglen i Rindby og nå havnen i Nordby.
Det lykkedes. Vi pustede ud, da vi ramte dækket på færgen. Vi landede hjemme på gårdspladsen klokken to i nat. Oskar blev meget glad for at se os. Han ligger på bordet hos dyrlægen lige nu. Der er snart ro i det lille hjem igen, men først når Oskar er hentet hjem. Han mangler jo.
PS – vi var alligevel taget hjem i dag, så den tidlige afrejse betød bare, at vi ikke nåede ned over grænsen og jeg ikke fik genset Højer og Tønder, som har en helt særlig plads i mit hjerte. De er der også næste gang, jeg kommer på de kanter. Det går an.
12 kommentarer
marianne bentzen
24. september 2015 at 23:23Jeg kan godt forstå, at I pludselig fik travlt med at komme hjem til bekymret datter og syg hund. Kh Marianne
Liselotte
25. september 2015 at 17:46Ja, det kunne bare ikke være anderledes, Marianne :-)
Helle K.
24. september 2015 at 14:34Hvor er det synd for Oskar. Forhåbentlig er det ikke alt for slemt.
Liselotte
25. september 2015 at 17:46Han er svært godt tilpas nu, så det er vi også :-)
Heidi
24. september 2015 at 11:55Højer har også en stor plads i mit hjerte. Jeg er nemlig et vaskeægte marskbarn, der er opvokset med dens barske natur inde under huden. Stormflod med vand i huset, heste og får der skulle reddes hjem fra markerne bag diget, fordi vandet var gået igennem. Barsk, men jeg ville ikke have undværet det for alverdens guld. Det støber nemlig en ganske speciel type mennesker, som ikke findes andetsteds i vores lille smørhul. Jeg elsker at besøge den gamle mølle og den gamle have, og sidde på det fremskudte dige, og blot se fugletræk komme inde fra vadehavet… Det er ren livseleksir. Håber du når det næste gang. :0)
Liselotte
24. september 2015 at 13:30Det håber jeg også. Der er en særlig stemning nede i marsken, så jeg forstår sagtens din kærlighed til den, Heidi :-)
A+K/VenterPaaVinBlog
24. september 2015 at 11:34Dejligt med hele holdet samlet!
God torsdag.
– Anne
http://Www.venterpaavin.blogspot.com
Liselotte
24. september 2015 at 13:25Det er nu rart nok :-)
Madam Sand
24. september 2015 at 10:52Når der sker noget med vores husdyr, så er vi nødt til at være der – nå ja – også for børn;-) Også selv om det giver en brat afslutning på en ferie.
Håber det kun er en lille ting, der kan ordnes uden mén for Oscar.
Liselotte
24. september 2015 at 13:24Jeg er sikker på, at han snart er tilbage hos os i ny og endnu bedre udgave og skidt med ferien. Vi kunne nok ikke slappe af alligevel :-)
Sandra
24. september 2015 at 10:47God bedring med Oscar!
Liselotte
24. september 2015 at 12:52Tak Sandra. Jeg er sikker på, at han kommer hjem i god stand, men lige nu ligger han stadig hos dyrlægen og sover rusen ud :-)