Det gik faktisk lige så godt …

Det gik faktisk lige så godt …

Vi var kommet helt ned i gear og nød, at vi ikke skulle andet end ingenting og lige det, der faldt os ind. I Sønderho købte vi ind til en hakkebøf med masser af bløde løg, for det får vi aldrig hjemme. Oline bryder sig ikke om det.

Vi stegte champignon og masser af løg. Vi stegte bacon. Vi kogte nye kartofler og vi glædede os til og nød siden den mad, vi ellers sjældent får. Midt i den ringede telefonen. Oskar havde beskadiget en negl. Oline var ulykkelig, men holdt hovedet koldt. Hun fik ringet til dyrlægevagten, som mente, at det sagtens kunne vente til i dag. Kenneth anfægtede det ikke, men jeg kunne se, at han havde brug for at komme hjem, så vi pakkede. Vi lyn-pakkede. Vi havde kun en halv time til færgen sejlede og vi skulle pakke, aflevere nøglen i Rindby og nå havnen i Nordby.

Det lykkedes. Vi pustede ud, da vi ramte dækket på færgen. Vi landede hjemme på gårdspladsen klokken to i nat. Oskar blev meget glad for at se os. Han ligger på bordet hos dyrlægen lige nu. Der er snart ro i det lille hjem igen, men først når Oskar er hentet hjem. Han mangler jo.

PS – vi var alligevel taget hjem i dag, så den tidlige afrejse betød bare, at vi ikke nåede ned over grænsen og jeg ikke fik genset Højer og Tønder, som har en helt særlig plads i mit hjerte. De er der også næste gang, jeg kommer på de kanter. Det går an.