I dag var vejret ubestemmeligt og temmelig truende, men ikke mere end en tur ud måtte på tapetet. Nu har jeg været på travetur ude ved Sønderho Gl. Fuglekøje, hvor naturen er utrolig smuk, imponerende med mørke skyer som baggrundstapet og så duftede der tillige med af efterår, når det dufter bedst.
Lyngen er afblomstret, men der er smukt alligevel og udsigten fejler så absolut ingenting derude.
Der er anlagt fine stier, men det er uvejsomt terræn på sine steder og mine ben blev hurtigt trætte, men når de ikke slår til, gør min stædighed en god forskel. Turen var skøn, men den blev ikke helt så lang, som jeg gerne ville.
Bagefter endte turen i Sønderho, som med rette er kåret som Danmarks hyggeligste landsby i 2011. Det er den vist stadig. Smuk, fuld af historie, velholdt og indbydende bød den mig indenfor i de små stræder. I Brugsen blev der handlet ind til aftensmad og ad byens små gader fandt jeg stilhed, ro og masser af smukke motiver til en lang række fotos, men de må vente til en anden god gang.
Der er mad om lidt og bagefter vil jeg pakke. Jeg skal hjem i morgen. Det her har været dejligt, men det bliver også umanerlig skønt at vende hjem igen. Jeg glæder mig ♥
4 kommentarer
Liselotte
24. september 2015 at 13:49Sønderho er så fin og smuk med dejlig stemning. Jeg er vild med den lille by :-)
Ellen Lund
23. september 2015 at 20:31Fanø er skøn. Glæder mig allerede til næste år. Har du set de små skilte, med en fodgænger, i Sønder Ho, hvor der er stier, hvor man må gå gennem folks haver langs hækken? God tur hjem.
Madam Sand
23. september 2015 at 20:29Der er rigtig hyggeligt i Sønderho. Jeg vil nærmest kalde veje og stræder for søde. Sådan lilliputagtige. Og hyggelige. Har du været på besøg hos Ravsmeden? Han har fine ting.
Randi
23. september 2015 at 20:27Ude er godt, men hjemme er bedst :-)