2

Mandag, maling og mangel på tid

Mandag

Mandag starter smukt. Solen skinner og septembers himmel er – som altid – blå, som i virkelig blå. Oskar nyder haven og jeg nyder, at vi kan stå udenfor i den kølige morgen uden at skulle iføre os værn mod noget, der snildt kunne forveksles med syndfloden.

De lover fantastisk vejr hele denne uge. Vejr, som egner sig rigtig godt til at male facader. Vi har malingen stående og er helt klar. Vi har indkøbt redskaberne. Det er egentlig bare at gå i gang bortset fra én ting; vi har ikke tid.

Lige præcis i denne uge er der så mange forberedelser til vores Åbent Hus hos Garnudsalg i den kommende weekend, at vi ikke kan tillade os at rive dage ud til at male. Det er frygteligt ærgerligt, for vi får måske ikke mange flere chancer, men der er ikke noget at gøre. Vi kan bare håbe, at der viser sig at være gode dage ud over denne uge. Det ville være så dejligt.

Vi har været ude at vælge farve. Vores beslutninger og efterfølgende indkøb bærer præg af, at der ikke er meget tid til nøl i disse år. Der er ikke langt fra tanke til handling. Ikke at der nogensinde har været det, men vi kommer ind imellem til at grine, for beslutningsprocessen er forandret med indskrænkningen af tid. Det tog os ikke mange minutter at vælge en farve hos Flügger. Vi fik en lille prøve med hjem. Samme aften malede vi et lille stykke af facaden og fik ret. Vi var nemlig begge overbeviste om, at den skulle være mørkere.

Nu står der mange liter maling og venter på, at vi får godt vejr og god tid. Vi glæder os til begge dele :-)

Du vil sikkert også kunne lide