Lapperierne

Søndagen har foreløbig indholdt en tur til Vodskov og retur, en kæmpe stak pandekager, en kurve-udretning, en pandeskrubning og en oprydning på det værelse, der er mit og som har en virkelig uforståelig tendens til at ende med at rode så meget, at jeg næsten ikke kan kæmpe mig gennem det.

Nu er jeg mæt (pandekagerne), træt og egentlig klar til en lille sofa-lur, men i stedet ender jeg sikkert med at trække i et par uldne sokker, finde sofaen, vælge en film og lade alle mine skønne lapper fylde skødet, mens jeg ser mit lille on-the-side-projekt vokse lidt efter lidt. Jeg er så langt, så jeg hækler lapperierne sammen efterhånden, som jeg får kantet dem med gråt. Det dur. Det bliver godt, varmt og smukt. Jeg er svært tilfreds.

Det hele er startet med en kæmpekurv fyldt med uld-rester. Ind imellem svinder det i kurven, for jeg kan lide, at den byder på alskens nye, gamle, udgåede og forlængst glemte farver i den lækre Blackhill Højlandsuld. Den er så smuk. Den er særligt blød og den findes i skønne, levende farver. Jeg kan lide, at den aldrig er massiv, men består af ikke én, men mange nuancer.

Jeg er ikke langt med at hækle sammen. Jeg er til gengæld heller ikke langt med min A cardigan, for den trækker altså søm ud, den lange rib, jeg insisterer på. Til gengæld bliver den garanteret perfekt, når den bliver færdig. Jeg er forbi lommerne og lige gået i gang med glat-strikken. Jeg er stadig fuld af forhåbninger for den.

Om et par uger skal jeg til Fanø til Strikkefestival. Jeg skal i skønt selskab og jeg skal strikke. Måske på ovenstående. Jeg glæder mig rigtig meget til dage med frisk luft, skønne mennesker og masser af håndarbejde, inspiration og glade deltagere.