Langtidsplanlægning – go or no go

Kenneth og jeg har en tætpakket kalender. Sådan en, som ikke levner meget plads til spontanitet, men som giver masser af udfordringer, når vi skal finde plads til næste idé, der kommer forbi. Vi snakker ofte om, at vi må øve os i at være mere strukturerede. At vi må sætte i system. At vi må langtidsplanlægge. Det er vi ikke ret gode til. Vi øver os konstant, men vi bliver ofte overhalet indenom af vores egen manglende evne til at se langt frem i stedet for konstant at leve mest i nu’et.

Det er godt at have evnen til at leve i nu’et. Jeg tænker, at vi på den måde oplever verden på den særlige måde, der kommer dem til dels, som er i stand til at være til stede lige nu og her. Nogen gange er det altså bare temmelig praktisk, hvis vi kunne supplere med lidt struktur og langtidsplanlægning, så det øver vi som sagt… og bliver overhalet indenom af virkeligheden, fordi vi glemte at notere, da vi sidste gang lavede aftaler.

Professionelt fungerer det. Vi noterer, lægger planer på lang sigt og har en fin struktur på det meste.

Til oktober har vi aftaler i Sydeuropa. Jeg tror, at jeg vil foreslå, at vi selv kører hele vejen. Måske det er langsommere end et fly, men det er også hyggeligere og jeg vil gerne gense de Alper, jeg er så forelsket i. I dag, hvor regnen ind imellem siler ned og forhindrer, at vi får malet facade, har jeg udlængsel og lyst til at sidde på et lille alpehotel med strikketøj og skoldhed te, mens Kenneth sidder ved siden af og holder mig med selskab.

Det kunne nu være så hyggeligt.