Valget faldt på Blokhus

Oline så vi ikke meget til i går, så da vi nærmede os aften, blev vi enige om, at vi ville stikke af i retning af en solnedgang. Valget faldt på Blokhus, fordi vi der ville kunne finde et sted, som kunne dække behovet for mad også. Vi ankom lige omkring klokken 18. Byen summede stadig af liv, men alle butikker var i gang med at lukke, hvilket vi ikke forstod. Der var kunder til mindst et par timer endnu, men måske man er træt her sidst på sæsonen. Det er da med at holde sig til, tænker jeg. Om en måned og et halvt år frem er byen helt og aldeles lagt øde.

Aftensmaden blev indtaget i Futtens gård i den nedadgående sol. Sikke skønt det var at sidde lige der og bare slappe af og nyde maden, som smagte dejligt. Jeg spiste en wienerschnitzel med hele pivetøjet. Det er første gang siden jeg var ganske ung og det smager da, så englene danser boogie, tænker jeg, men sikke mæt jeg endte med at blive. Faktisk kunne jeg slet ikke spise op, men godt var det.

Bagefter tog vi på stranden. Vi skulle sikre os den sidste sommer-solnedgang, hvis det skulle vise sig, at vejret væltede i denne uge, som de truede med. Der var pragtfuldt på stranden. Lunt og med masser af liv. Det var tydeligt, at der havde været liv og leben hele dagen og mange af strandgæsterne var bare ikke taget hjem endnu. De sad i strandstole og spiste aftensmad, drak vin og hyggede sig med en af de sidste sommeraftener, vi nok skal nyde dette år.

Der var aktivitet i alle hjørner af stranden. Der var sommerliv, som det skal leves ved Vesterhavet. Drengene cruiser, pigerne kigger beundrende til og sådan har det altid været og det bliver det sikkert ved med. Det er godt. Jeg elsker det.

Vi hørte mange sprog. Mest dansk, men også norsk, svensk, tysk og italiensk ligesom vi vist opsnappede lidt hollandsk.

Da solen var næsten gået ned, kørte vi. Vi ventede ikke. Vi gled langsomt ned ad landevejen i retning af Aalborg. Jeg kørte. Det sker sjældent, men i går gjorde jeg. Hjem altså. Ud kørte Kenneth og jeg strikkede. Arbejdsfordelingen er som regel klar; han kører og jeg strikker. Det dur altså.

Hjemme igen gik der ikke lang tid, inden jeg måtte kapitulere og gå i seng. Jeg sover meget lidt om natten. Jeg har en mand, der saver brænde i mange timer hver nat og jeg er kontrol-freak og kan simpelthen ikke finde ro med ørepropper, så i stedet er jeg altså træt med træt på. Jeg gaber stadig. Dagen er i gang. Kom nu, Liselotte!