Jeg var flad af grin

Søndag endte vi på Blokhus Strand. Der var vidunderligt og det havde vi aldrig gættet, da vi sad på Abbey Road Café i Aalborg. Byen var grå med byger og vi blev våde, da vi fandt vej til caféen. Stranden var til gengæld vidunderlig med sol og en mild, lun brise.

Vi havde ikke medbragt noget som helst, så jeg sad lidt i sandet og nød, at der var liv og glade dage omkring mig. Vi var omgivet af glade sommergæster, som vidste, at Vesterhavet ofte kan overraske og være mildt og rart, når resten af Nordjylland ikke er og der var mange. Byen var tætpakket med mennesker, så vi droppede idéen om at spadsere op gennem den. I stedet tog vi en pause på stranden med udsigt til havet og duften af salt og hav i næserne. Det holder jeg meget af …

Jeg var flad af grin, da jeg foreslog Kenneth, at vi skulle investere i strandstole til permanent ophold i bagagerummet, for det forekommer mig at være noget, mine bedsteforældre gjorde. Ikke noget jeg gør. Og så alligevel … for i virkeligheden havner vi ofte på stranden med udsigter, vi holder af at nyde og vi er begge vilde med at sidde stille og bare være, så det kunne vi da lige så godt gøre i en stol et sted ved vandet, men jeg er ikke sikker på, at han er klar. Han har en indbygget aversion, men han har også led, som ikke tåler ret meget og kun bliver mere og mere vrantne, så jeg tænker, at han snart knækker under vægten af led, som smerter og driller. Så står jeg klar i kulissen med et par stole :-)

I dag skulle byde på sommervarme og lunt er her, men her er også gråt og inden længe vådt, for det er heroppe, vi rammes først af det regnvejr, som er på vej fra vest. Jeg dropper idéen om at køre til strande og spise aftensmaden akkompagneret af solnedgangen. Det må vist blive en anden gang, men så er jeg altså også klar, for jeg elsker havet.