Vi var til dejlig aftensmad på Vrads Station i går. Faktisk var det Amanda, der inviterede og vi tøvede ikke det mindste. Vi fik den smukkeste køretur ned gennem landet og da vi kørte af motorvejen fik vi – med vores nye GPS – en meget, meget smuk og temmelig alternativ rute ind gennem de bløde bakker omkring Gammel Ry og ud og ind gennem småbyer, som ikke var større end tobak for en skilling. Danmark er det smukkeste sommerland.
Sommeraftenen var ikke generende varm, så vi sad indenfor, men når man ind imellem trådte ud på perronen og trak luft, var vejret faktisk helt igennem vidunderligt og duften er helt sin egen i et stykke skov som det, Vrads Station er placeret i. Det er et vidunderligt sted at komme og stilheden er skøn at lade sig indhylle i, fordi det så sjældent sker, når man er fra storbyen.
Der er voldsomt hyggeligt på stationen og maden er altså bare fantastisk. Anne er så utrolig dygtig til det her. Det glæder mig hjerte at se, at hun er kommet hjem og lever drømmen. Det er hårdt arbejde. Hun slider. Hun slider virkelig, men hun gør det med smil på læben, for hun kan lide det. Jeg kan lide, at hun er glad og jeg glæder mig over, at hun har skønne piger, som er søde til at give en hånd med, for Huxi gider kun spise og ikke hjælpe det mindste, men allerbedst er det at vide, at det her bare dur. Det er godt og det er rigtigt. Anne er glad og det mærkes i hver en krog af stationen, som er blevet så utrolig fin og helt i Annes ånd. Det er som at komme hjem at sætte sig til bords og straks man lander, omsluttes man af Annes ønske om altid at give sine gæster det allerbedste. Jeg elsker det.
Vi kunne ikke blive for længe. Oskar var alene hjemme. Vi kørte retur ved 23-tiden. To timer har vi hjem, så der skulle være plads til, at vi nåede hjem og lufte, inden uheld. Det gik sagtens og han var glad, da vi kom retur. Da vi spadserede i sommernatten, var vejret faktisk slet ikke så tosset. Vindstille gør en del for tilforladeligheden.
I dag er søndag. Jeg skuler til himlen, for hvor pokker er den sol, jeg ville sidde på terrassen og nyde med mit strikketøj og en kop kaffe? Jeg spørger bare!
9 kommentarer
Catarina
9. august 2015 at 10:13Jeg skal helt sikker ind og spise hos Anne når jeg kommer på de kanter. :-D
Joan
2. august 2015 at 22:49Er lige kommet hjem efter et par feriedage i Silkeborg
Sluttede dagene med besøg på Vrads Station.
Vi blev ikke skuffede. Fantastisk mad og utrolig autentiske og ikke mindst super hyggelige omgivelser.
Vi gik en lang tur i området, inden maden. Tur med toget og en isvaffel blev også lige klemt inden, inden vi kørte hjemover….
Så sjovt at læse, at I var der i aftes.
Liselotte
3. august 2015 at 11:48Ja, det er altså en skøn plet. Jeg er vild med den og jeg er naturligvis vild med, at det er Anne, der bestyrer den :-)
Eva
2. august 2015 at 13:04Vrads Station er lille Paradis-plet.
Liselotte
3. august 2015 at 11:45Det er den :-)
nuuka04
2. august 2015 at 10:47Det ser bare så Hyggeligt ud, der må vi forbi en dag – solen? Den har vi på Sjælland {;o)
Liselotte
3. august 2015 at 11:01Ja, den havde I fornøjelsen af, mens vi nød skyerne ;-)
Liselotte
2. august 2015 at 10:31Jeg kan varmt anbefale en tur til Vrads Station, Ingegerd og ja, det er skønt med nye idéer :-)
ingegerd
2. august 2015 at 10:21Det ser rigtig dejligt ud, der må vi hen :-) Tak for tippet, det er så dejligt med nogle nye ideer.