Der var ingen vej udenom

Der var ingen vej udenom. Vi skulle hjem i går. Ferien sluttede med skønt vejr og en smuttur ind til Issigeac for at spise fredag aften, inden vi vendte hjem for at pakke det sidste.

Vi ville være klar til tidlig afgang og vi havde lagt en plan for hjemturen, for det betaler sig at bruge lidt tid på at planlægge ruten, når man rejser i de samme uger, som resten af Europa medmindre, man er ligeglad med risikoen for at køre i meget tæt trafik, chancen for kø gennem de forskellige flaskehalse, der er på Europas mest besøgte motorveje og i det hele taget de ekstra krav sådan en køretur stiller, når vi er mange trafikanter samlet på lidt plads.

Klokken var endnu ikke seks, da vi satte os til rette i bilen og lagde fra land. Vi kørte nordpå i retning af Perigeux. I løbet af en times tid var vi på motorvejen og på vej stik øst.

Vi havde overskyet vejr. Det passede os fortrinligt. Ingen generende eller varm sol. Ingen regn. Bare perfekt kørevejr.

Vi havde kigget på forskellige ruter nordpå og endte med at vælge den rute, Anne og pigerne tog hjem sidste år. Den ledte os gennem Auvergne og dermed på tværs af Centralmassivet, som blandt andet består af en imponerende samling udslukte vulkaner.

Gennem de sidste 150.000 år er de mange vulkaner mere eller mindre nedbrudte og resultatet er et imponerende og for øvrigt meget frugtbart landskab. Her er både varme og kolde kilder og mange vandløb har deres start i området. Floderne Dordogne og Lot har f.eks. deres oprindelse her og det var faktisk den sydligste rest af denne vulkan-dal, vi skylder sommerferierne i Dordogne. Den betog os, da vi første gang kom gennem denne del af Frankrig og siden har vi nu været tilbage tre gange. Jeg er helt sikker på, at vi ikke er færdige med oplevelserne her endnu.

Hvis man tror, at denne del af Frankrig er flad, tager man fejl. De højeste af de gamle vulkaner er næsten 1900 meter høje, men alle grønne, skovklædte og utroligt smukke, fordi det netop er så utrolig frodig jord, de efterlader, når de nedbrydes. Jeg er temmelig glad for, at jeg ikke skulle cykle turen gennem disse landskaber. Det steg og faldt med ganske mange procenter undervejs.

Senere fladede landskabet ud og der var knapt så mange bakker, men de var der hele vejen og der er utrolig smukt i denne del af Frankrig.

Vi sluttede turen af med små 150 km på landevej. Måske lidt trættende, men vi var enige om, at de var turen gennem vulkan-dalen værd. Det var en stor oplevelse og en meget, meget smuk tur, som vi sikkert også ender med at vælge en anden gang.

Ved Chalon-sur-Saône kørte vi på motorvej A31 i retning mod Nancy, Metz og videre ind gennem Luxembourg mod Trier, hvor vi kørte af motorvejen og i stedet tog nogle kilometer nordpå ad motortrafikvej. Også denne del af turen er utrolig smuk. Den bringer os gennem en lille del af Rheinland-Pfalz, som er så utrolig smukt, at jeg altid får lyst til at udforske området grundigere og så er de vanvittig gode til alternative energi-kilder. Her er marker fulde af solceller og store, flotte vindmøller overalt.

Mens vi passerede dette stykke Tyskland, begyndte det at regne. Det havde blæst nogen hundrede kilometer, da de i radioen begyndte at tale om den storm, der skulle ramme store dele af Tyskland i løbet af aftenen og natten. Vi kunne sagtens mærke på bilen, at der var saft og kraft i vinden udenfor.

Vi holdt fast i rattet og nød de sidste kilometer i adstadigt tempo, inden vi igen skulle på motorvej.

Snart kørte vi ind på E29 og herefter A1, som skulle bringe os hele vejen op til lige før Hamborg. Vi kørte i kraftig blæst og massiv regn de sidste adskillige hundrede kilometer gennem Tyskland. Den slags kræver koncentration og energi, men det gik forrygende godt og vi kørte i let trafik og med masser af plads på vejen.

Lige inden Hamborg gjorde vi for første gang noget andet end at køre under Elben og i øvrigt leve med, at der ofte er kilometerlange køer på både ud- og hjemtur. Radioen havde advaret om kilometerlange køer ved Hamborg allerede nede omkring Bremen. Vi vidste, at vi var mange, der gerne ville nordpå ad den rute, så da vores GPS lagde an til en alternativ rute, greb vi muligheden for at lære nyt og måske blive en smule klogere. Vi kørte af A1 i retning af Lübeck og Flensburg. Det duede og der blev pludselig tørvejr.

Vi kørte gennem Kiel og direkte videre ud på motorvejen og det var først her, vi mødte resten af de danskere, der var på vej hjem fra ferie. Vi var mange. Rigtigt mange.

Vi var meget glade for, at vi havde været heldige med ruten, vi havde valgt. Vi havde mødt tre danskere og ganske få andre end indfødte på hele turen gennem Europa, hvor der hele tiden havde været rigtig god plads på vejene – altså indtil vi kørte på E45 lige inden vi passerede Kielerkanalen. Så lå vi skulder ved skulder. Det gik nu ganske udmærket.

Vi kunne pludselig se en ende på rejsen. Tørvejr. Lyse sommernætter. Der var udsigt til, at vi kunne aflevere Amanda i Silkeborg allerede halv elleve.

Vi havde bare ikke taget højde for det danske sommervejr…

Vi var lige kørt ind i Danmark da regnvejret ramte os. Vi kørte i massiv regn resten af aftenen og natten og klokken blev midnat, inden vi kunne aflevere Amanda hjemme hos Anne. Trætte var vi, men der var lige en bid mere, inden vi var hjemme og den tog vi. Langsomt, men sikkert, kravlede vi op gennem Jylland og klokken to kunne vi parkere på gårdspladsen efter en skøn og smuk hjemtur, som først blev for alvor hård, da vi ramte Danmark.

Vi gik direkte i seng. Jeg stod op efter nogle få timers søvn. Jeg startede dagen med hyggesnakke med mor. Vi drak kaffe og nød, at der var tid til at sidde lidt. Så gik jeg i gang med at tømme bilen og siden er der pakket ud og snart orden på alting. Nu mangler jeg bare lige vasketøjet, men jeg gider ikke, så mon ikke sofaen skal prøves. Jeg tror det, for ude godt og hjemme bare dejligt ♥