Honfleur tur/retur

Vi tog til Honfleur i går. Vejret var ligesom det danske sommervejr. Blæsten rev fat i alting og løsdele fløj rundt i luften. Der var mennesker, som havde stor glæde af den vind, som du ser. De fløj gennem luften; kitesurferne. Dem så vi mange af . Vi valgte nemlig kystvejen hele vejen fra Isigny-sur-Mer og lod turen tage den tid, den slags tager.

Det er den fineste rute. Den er varieret. Vi kører gennem lange pas med små, idylliske landsbyer spredt som perler på snor. Vi passerer marker med korn, kvæg på græs og endda geder mere end et sted, for gedeost får man alle steder. Ind imellem afløses landet af byer. Lidt større byer. Alle har de et museum med relation til 2. verdenskrig. Enhver by med respekt for sig selv har mindst én kampvogn og derfor mindst ét museum. Mere skal der ikke til, har de bestemt.

I vejkanten falbydes frugt og grønt. Langs de små gårde står også de lokale og tilbyder en frisklavet portion moules med pommes frites eller en omelet af egne æg. To plastikborde, et passende antal stole og en parasol eller to og du er i business. Vi ville godt have spist ved en af dem, men parkeringsmulighederne er ringe langs kystvejen, så vi opgav.

Vi ankom til Honfleur sidst på eftermiddagen efter en skøn tur langs kysten. Vi var gennem de større badebyer også og vi så naturligvis alle de store, smukke strandvillaer, som vi er blevet fortalt, at de parisiske rigmænd installerede koner og børn i, hvorefter de installerede elskerinden på det nærmeste badehotel. Af de sidste er der mange. De er meget smukke og jeg ærgrer mig over, at jeg glemte at tage billeder af dem.

Honfleur lignede sig selv. Vi havde ét mål. Vi ville gerne gense St. Catherine, den smukke, gamle trækirke, men først lidt at spise. Det fandt vi ovre under en af de farvede parasoller på modsatte side af billedet og det blev med udsigt til havnen. Det var hyggeligt og maden var rigelig. Pandekager med ost og skinke, moules et frites og til dessert creme caramel, så det var fyldte maver, der bevægede sig de få meter op ad gaden til kirken.

Vejret var gråt og de lokale kom i jakker og stred sig gennem blæsten. Det lignede formentlig det vejr, I har derhjemme. Vi havde 16 grader, så vi var glade for, at også vi havde jakker med. Vi har jo været her tidligere.

Ved kirken var færre mennesker, end vi tidligere har oplevet. Faktisk var vi de eneste, der kom ad denne vej til stedet. Vi undrede os og nåede at overveje, om de havde lukket kirken, men selvfølgelig havde de ikke det.

Faktisk hørte vi de første danskere – ud over os – dette år i normandiet, da vi ramte pladsen for alvor. Nu er de fanget på billedet her og jeg iagttog dem, mens de skulle tage fotos akkurat, som jeg skulle. De havde vist besøgt kirken. Vi skulle først derind.

St. Catherine har jeg tidligere skrevet en smule om, men denne gang havde vi lyst til fordybelse og tid til at sanse, så vi trådte indenfor med idéen om, at dette ikke var et minut-besøg, men faktisk en lejlighed til at opleve i stille tempo. Sikke et held …

Oppe i koret – lige ved siden af orglet – stod to kirkesangere; en kvinde og en mand. De var i gang med øve og de sang, så det trak tårer. Jeg har sjældent været med til noget lignende. Det var så utrolig smukt og heldigvis var tiden til, at vi kunne sætte os ned og lytte. Det gjorde vi en tid. Vi nød deres smukke sang og det gode humør, de havde i pauserne, hvor de grinede og endda dansede lidt for os nede på gulvet.

Jeg kender ikke musikken, men bilder mig ind, at det stammer fra middelalderen. Det var meget smukt og jeg havde konstant gåsehud, mens de sang.

Jeg er ikke traditionelt troende. Jeg er ikke katolik, men jeg holder så uendelig meget af deres tradition med at tænde lys i kirken. Når jeg får chancen, tømmer jeg min pung for småpenge, tager et lys og tænder det. Jeg tænder det for Alexander. Jeg tænder det for alle dem, vi savner. I går var ingen undtagelse.

Efter besøget i kirken, tog vi bagvejen ned mod havnen igen. Vi kom blandt andet forbi en meget fristende butik; Maison Georges Larnicol og det resulterede i en pose fyldt med alt det, der smager rigtig godt til en kop kaffe …

Vi ramte et marked på vej til bilen. Vi gik direkte igennem. Der er sjældent gode fund at gøre på de franske markeder mere. Vi fandt bilen og bagefter motorvejen. Der var næsten halvanden time hjem.

Her har vi ramt Sainteny, den nærmeste by. Ikke stor. Ikke prangende, men med en rigtig god slagter og en rigtig god bager. Hvad mere behøver man?

Det skulle da lige være…

– en pizza a emporter og heldigvis stod bilen klar nede på torvet ved kirken. Vi holdt ind og bestilte straks til at tage med hjem. Vi havde gjort regning uden vært, for byens eneste bar ligger lige her også…

Samtlige omegnens unge mænd er tilsyneladende samlet derinde onsdag aften. De bestiller også pizza. Og går ind og venter og ligner ikke nogen, der venter på noget som helst, som de står og drikker og ryger, mens de lystigt kommenterer på hinandens manglende mod, da de endelig får øje på Oline.

Vores pizzaer var overhalet indenom af de første ti unge mænd OG adskillige af de lokale familiefædre, der på skift ankom i bil og hentede deres bestillinger, men udsigten var da også fin og ventetiden var nu hyggelig nok :-)

På kun et øjeblik er man ude af byen igen. Om næste hjørne faktisk …

Resten af vejen – et par kilometer – foregår på små, smalle veje og det er kun sjældent, at vi har mødt andre. Vi er virkelig ude på landet og sikke et sted…

Jeg har sjældent været et smukkere sted. For enden af huset er bygget terrasse ud over voldgraven. Om lidt vil jeg sætte mig derud med udsigt til hestene og lade solen bage mig mør og strikkepindene varme. Livet er godt ♥